Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- 19. Betaling til Præsten. "Udfærdsko". Klæde. Penge
- 20. Gravens Sted. Kirke eller Kirkegaard. Ligsten. Uindviet Jord. "Høj og heden Jord." Selvmorderens Plads
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i sin Ligefremhed. Men den var dog intet imod Klokker Dilberg
i Skaanes simple Priskurant for sine "Personalia": "Den,
som betalar som en fähund, må ochså ligga dèr som en fähund"[1].
*
20
Naar i det 16de Aarhundrede den lange Ligprædiken lakkede mod
Enden, synes Ligfølget instinktmæssigt at være vaagnet op. De
mest erfarne havde det vistnok paa Fornemmelsen, saae og rettede
sig uvilkaarligt, naar det nærmede sig Slutningsordene. Saadanne
Vagtposter hviskede vel atter med værdig Myndighed til deres
Naboer: "Du sover, Peder!" "Vaagn op, Klaus!" Og med et sky Blik
op til Præsten og over til Kvindestolene var snart hver Efternøler
atter i Orden. Talens sidste Ord og Amen kunde lyde til lutter vakte.
Mens de store Kertedegne snød deres Lys eller pillede ved
Vaabenskjoldene, og de smaa Peblinger rettede sig med Blikket
mod Skolemester, alle rede til at falde ind, naar han gav Tegnet
til at begynde paa Salmen, steg Præsten fra Prædikestolen ned ad
den knagende Trappe. Langsom, vidnevarm, værdig. Selv de, der
ellers maaske oversaa ham, slog vistnok uvilkaarligt Øjet ned
for den brændende, forklarede Efterlue i hans Blik. Ubestemt
frygtede de maaske ogsaa Anklagen: "Jeg saa, Du sov." Kun de
mindst paalidelige og enkelte Kvinder søgte vel at opfange hans
Øjekast, for at svale det i et Genblik af samfølende Tak.
Nu begyndte der et underlig forvirret Spektakel. Mens alle
Degne og Peblinger, hyppigt de voksne med, istemte Salmen:
"Med Glæde og Fred far jeg nu hen", flokkedes Standsfællerne
om Baaren eller Kisten, løftede den op og satte den i Graven.
Det var i Reglen et baade gribende og forstyrret Optrin.
Allerede idet Standsfællerne rejste sig for at komme hen til
den døde, puffede de til hinanden i de snævre Stolestader og
skrabede hinandens Skinneben med Dupskoen paa deres Degener,
som de altid bar, hvad enten saa disse Standsfæller var
Skræddere, Krambodsfolk eller Herremænd. De mange Lys om
Baaren eller Kisten blændede dem vel ogsaa let, saa at de tog
alt fat og sjældent var i Takt. Og selve Nedsætningen i Graven
[1]
(N. Lovén): Folklifwet i Skytts härad (2. Uppl. Lund 1868).
S. 136.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 19:03:32 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dagligt/14/0258.html
