Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 19. Betaling til Præsten. "Udfærdsko". Klæde. Penge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sidste Vilje. Denne i Testamentet anførte Gave, "Sjælegaven",
bestod heldigvis endnu, og bredte, som vi tidligere har set, sin
kvægende Væde over alle, fra Kongen til de fattige. Her var der
altsaa ikke Tale om Forbud og Afskaffelse. Her kom Præsten med.
Og Sjælegave bød Erstatning for, hvad Taksten havde skambudt.
Den sædvanlige "Sjælegave" blandt Landboere var et Stykke Kvæg,
stundom en Hest, hyppigst en Ko eller en Stud, sjældnere en Kalv.
Skikken var, som vi har set, ældgammel. Denne "Gave til Kirken"
for at blive begraven, var straks ved Lutherdommens Indførelse
uden synderlig Modstand gleden over til at anses for en Gave til
Præsten, der forrettede Begravelsen. For Gotlands Vedkommende
gentoges 1539 Bestemmelser herom, der synes at have været
almindelig Regel hele Norden over: En saadan "Udfærdsko" skulde
kun udredes efter en Bonde eller hans Hustru, hvor der ejedes
mere end 6 Køer. Ejede Boet lige 6 Køer, maatte man nøjes med at
betale to Lod Sølv, hvis man ikke ønskede at afstaa en Ko. Ejedes
der færre end 6 Køer, maatte man nøjes med at give et Lod Sølv,
og ejede man kun to Køer eller derunder, skulde man være kvit med 8
Skilling i danske Hvider[1]. Meget kort efter Reformationens
Indførelse blev man imidlertid opmærksom paa, at der nu var Forskel
paa "Kirken" og "Præsten". I den katolske Tid havde disse to
idetmindste synet af en og samme. Nu, da mangen Kirke var gaaet over
til privat Eje, og de allerfleste styredes af Kirkeværger, fik man
hurtigt Øjet op for, at "Udfærdskoen", "Jordekoen" eller
"Jordefærdskoen" – hvad den saa kaldtes – var en Indtægt, som den
enkelte "Kirke" ikke skulde give Slip paa, men have i det mindste
Part i. En stiltiende Overenskomst blev Følgen. Lensmænd og Præster
synes at være blevne enige om, at man ikke vilde tage det altfor
nøje med, om Løftet om denne Ko var givet i fuldt lovmæssig Form som skriftligt "Testamente", naar blot den gode, gamle Skik bibeholdtes,
at den blev udredet. Saa delte derefter Præst og Kirkeejer halvt.
Denne Ordning indeholdt dog fremdeles mangen Mulighed for gensidig
Overlisten. Brugtes i skriftligt Testamente endnu det gamle Udtryk
"til Kirken", var Kirkeejeren eller Værgen berettiget til at tage
hele Koen. Omvendt var Præsten som nærværende ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
