Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 18. Ankomst til Kirken. Ligprædiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det er interessant at se, hvorledes disse Spørgsmaal vel skød
sig frem, men, skøndt Børn af Reformationen selv, ligesaa
hurtigt atter joges til Side. Tiden var aabenbart slet ikke
moden til at drøfte dem. Fortids stærke Indtryk, gammel Vane
overskyggede hvert svagt Forsøg paa selvstændig Eftertanke.
Vi hører da baade i det 16de og 17de Aarhundrede oftere, især
paa Landet, Tale om, at Lægmænd eller endog Kvinder paa
egen Haand har besørget hele Begravelsen. Men dette synes
hver Gang sket i fuld Uskyldighed, og de Paagældende veg
øjeblikkeligt sky tilbage for en Tilrettevisning. "Der skal
ingen Degn eller Bonde jorde Lig Præsten til Forfang"
bestemtes det paa Landemodet 1550 i Odense. Mads Madsen, der
selv havde begravet sit Barn, undskyldte sig 1626 paa
Landemodet i Roskilde med, at det var "sket af Misforstand".
Aar 1630 klagede Bispen i Fyen over, at en Kvinde havde
foretaget Begravelse[1]. Og rundt om i forskellige
Kirkebøger fjæler sig uden Tvivl ligesaa underlige Optegnelser
som denne af en Præst 1649: "Laurids Guldsmed blev begraven af
Sognemændene d. 31te Januar, mig derom ubevidst", hvilket 31te
Maj samme Aar gentoges med et Barn[2]. Men i intet
af disse Overgreb viser der sig klar Eftertanke eller Rygrad.
Man var dog alle i Hjertet overbevist om, at en "rigtig"
Begravelse burde foretages af Præst og i Kirke.
Hvad havde da Præsten at foretage i Kirken? Reformationens
Hovedændring ved al Gudstjeneste bestod jo i, at Messen
afløstes af Prædiken. Det samme gentog sig ogsaa ved
Begravelse. Præsten skulde ikke længer læse en Messe for
den døde. Slig Ugudelighed var nu afskaffet. Nej, han skulde
holde en Ligprædiken over den døde. Thi i Evangelii lyse
Dag var den papistiske Trolddom afløst af "Ordet".
Naar da Peblingerne med Lysene marscherede ind i Kirken sang
de Salmen: "O Herre Gud benaade mig". Derpaa sang de, medens
Baaren med den døde "flyedes til rette, og Folket kom til
Stilhed": "Mens vi leve paa Jorden her", – "hvis da mere Sang
behov gøres". Og sluttelig istemte de i hvert Fald: "Vi troe
allesammen"[3] – alt blot
som Indledning til Hovedhandlingen: Ligprædiken.
I højere Grad end ved den almindelige Gudstjeneste var her
i ægte luthersk Aand Ordets Forkyndelse gjort til Handlingens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
