Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XIV Bog. Livsafslutning / 214 (1914-1915) Author: Tr. Fr. Troels-Lund Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 17. Ligtoget. Peblingerne. Salmesang. Lys. Præsterne. Den Døde. "Følget". "Føre Lig om Lande"

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

inden Aften tilbage i Stalden paa Urup, Albert Oxe’s Kyras i
Rustkamret paa Nielsstrup. Og selv om Gert Ranzau’s Kyras og
Sværd forblev i hans Familiegravsted i Itzehoe, havde
Gejstligheden ingen Glæde deraf. Det var heller ikke Præster, der
værnede om det. "Da i den daværende kejserlige Krigstid Gert
Ranzau’s Sværd blev bortrøvet, skal Oberst Altringer meget have
bemøjet sig for at udspørge og straffe den skyldige"[1].


Fig. 52. Rytteren paa den afdødes Hest vender Sværdets
Haandtag mod Himlen og har Skjoldet paa Ryggen.
(Efter Olaus Magnus 1555.)

Den Skik, at føre den afdøde Adelsmands Sværd, Rustning og Hest
foran hans Baare, havde i den katolske Tid udtrykt en religiøs
Tanke eller i hvert Fald faaet en kirkelig Udlægning. Rytteren
skulde ride med Sværdhæftet holdt mod Himlen, Odden rettet mod
sit Bryst og Skjoldet kastet paa Ryggen[2] (Fig. 52).
Det var Gud selv, der havde rettet Sværdet mod den afdøde, fældet
ham til døde. Overvunden nedlagde han da nu ydmygt Vaabnene,
stundom som Hærfører Fanen tillige, for Guds og Kirkens Fødder.
– Efter Reformationen synes man at have opgivet enhver religiøs
Udlægning. Hest og Vaaben tjente nu kun til Hædersmærke (Fig. 53).

Men saaledes set var det klart, at flere vælige Heste i Sørgedragt
gav et rigere Indtryk af den afdødes Hestebestand end blot en
enkelt, og at flere Faner pragtede mere end een. Ved Frederik II’s
Begravelse 1588 i Roskilde fik det næsten ingen Ende med alle de
sortklædte Rideheste, der blev trukne, og det

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>