Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 17. Ligtoget. Peblingerne. Salmesang. Lys. Præsterne. Den Døde. "Følget". "Føre Lig om Lande"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Niels Jespersen selv, da han kaldtes bort 1587. Der gik ved hans
Baare "ti Kappedragere med prægtige Lys"[1], hvilket
forhaabentlig maa have været "rette tilbørlig Maade udi denne Tingest"
og ikke "nogen sønderlig forfængelig Ære, hvoraf Gud kunde fortørnes".
I hvert Fald var da, saa vidt Mennesker kan skønne, Skylden i saa
Tilfælde ikke hans, men hans efterlevendes. – Taabesnak om
Menneskeskønne! Guddommeligt set var i Kraft af Arvesynden Bispen
medskyldig og hjemfalden til evig Gengældelse. – Hvor var det dog
svært den Gang selv for en Bisp at balancere mellem Gud og Fanden!
Sligt nyttede det imidlertid ikke at gruble over. Det, enhver
forstod, var, at Lysene her drev Fanden paa Flugt. Derfor vrimlede
det som sagt med Lys i Toget. Forrest vraltede de mindste Peblinge,
hver med sit i en snavset lille Haand. Det dryppede Pletter paa den
nye, sorte Kappe eller truede med at blæse ud, hver Gang Vinden tog
i det. Og Haanden blev ubønhørligt mere sortladen, hver Gang den,
efter at have "snydt" Lys eller Næse, strøges tør paa Kappens
Agterdel. Bagefter fulgte bestandig større Drenge, salmesyngende,
lysbærende. Lige op til de allerældste, Degnene, paa tyve Aar og
langt derover, med tilsvarende Erfaring. Det var disse skæggede Fyre,
man ved adelige Begravelser betroede de meget store og tykke Lys,
hvert prydet med et Mavebælte af Pap, Træ eller Blik, der, malet med
skrigende Farver, Guld og Sølv, gengav den afdødes eller en af hans
Aners Vaabenskjold. Kun ved fyrstelige Begravelser gjordes der
Undtagelser. Ved Hertug Hans den Ældres Begravelse i Haderslev 1581
bares de af unge Adelsmænd[2], ved Frederik den Andens Begravelse
i Roskilde 1588 ligesaa. Studenter, der nød det af ham oprettede
"Kommunitet" fik dog Lov til – ligeledes udstyrede med
tykke Lys og Vaabenskjolde (Fig. 49) – at danne et Slags Æresfortrav.
Men i Reglen var det Degnene, der slog Kres om Baaren med dem og
saaledes ved Lys og Aner indgød Fanden og Pøbel tilbørlig Respekt.
Allerede tidlig var man enig om, at 16 Aner paa fædrene og 16 paa
mødrene Side var en passende Repræsentation. Ved Fru Sidsel Niels
Parsbjergs Begravelse i København 1566 bares der endog atten Par
store Anelys[3].
Det var meget beskedent, naar der ved Fru Margrethe Valkendorfs
Begravelse kun bares tolv store Lys[4].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
