Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 17. Ligtoget. Peblingerne. Salmesang. Lys. Præsterne. Den Døde. "Følget". "Føre Lig om Lande"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
maatte anses for uomtvistelig. Men Ulykken var, at Romerkirken
havde godkendt denne Sandhed og derhos gjort den frugtbar ved
at erklære det for en god Gerning at bære Lys for den døde og
derefter skænke dem til Kirken. At saadan Gerning havde været
"fortjenstlig" ogsaa for Kirken, derom vidnede Kirkens forøgede
Voksbeholdning efter hver større Begravelse. Enhver havde kunnet
se, hvor det gode voksede. Men sligt ugudeligt Ukrudt og Satans
Overtro burde nu luges op med Rode. "Gode Gerninger" havde nu
aldeles intet Værd. Menneskene frelses ved Troen alene, – og saa
naturligvis fra Djævelens Vold paa Vejen til Graven ved Hjælp af
Lys. Men det at bære slige Lys og altsaa frie sin Næste fra
Djævelens Vold maa ingenlunde regnes for en god og fortjenstlig
Gerning, thi der gives overhovedet ingen saadanne.
Det var denne simple og klare Sandhed, det galdt om nu at gøre
Samtiden forstaaelig. Med sømmelig Lempe naturligvis. Thi Lys
pragter. Og Adelen havde vænnet sig til just paa disse Lys at
anbringe deres og deres Aners Vaabenmærker, saa at Lysene her
gjorde dobbelt godt ved tillige at oplyse enhver om, at man
ogsaa var kommen af Godtfolk. Derfor maatte nu Kirken fast, men
varsomt oplyse Menigheden om, at det var urigtigt at bære Lys
ved denne Lejlighed, om end det fra en vis Side set var rigtigt,
saa at man altsaa burde ophøre hermed, om end man naturligvis
gerne kunde blive ved.
Biskop Niels Jespersen i Fyn paatogsig 1566, efter Anmodning
af Frants Brokkenhus til Egeskov og paa Befaling af Kansler
Johan Friis, at klare dette med mere for Adelen i sit Stift.[1]
Han satte over den egentlige Vanskelighed ved et Ordspil.
Adelen, sagde han, vil jo endelig blive ved sine Forfædres
Skik med de mange Lys, der bæres for den døde. Meningen hermed
har fra Begyndelsen af været den, at sligt skulde tjene den
dødes Sjæl til des ydermere Saligheds Bistand. "Men saadan
vantro og afgudisk Mening er nu, Gudskelov! udi dette klare
Evangelii Lys fast allevegne udi fleste Parten deres Hjerte
saa formørket, ja aldeles udslukt formedelst Guds Sandheds
Bekendelse, at man saadanne Lys aleneste bruger til en
hæderlig Siring udi de dødes Begravelse; thi kunne samme vel
tilstedes, saa længe de ikke misbruges". Ordspillet var godt
valgt. I Evangelii klare Lys blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
