Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 17. Ligtoget. Peblingerne. Salmesang. Lys. Præsterne. Den Døde. "Følget". "Føre Lig om Lande"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
samledes de paa forskellige Steder og drog herfra hen til
Sørgehuset. Saaledes f. Eks. ved Gert Ranzaus Begravelse 1627
i Kiel, hvor Christian IV og hans Følge kom vandrende fra
Slottet, Klosterjomfruer og Fruer fra et andet Sted, Ridder-
og Borgerskabet fra Raadhuset, for alle udfor den gamle
Ranzauske Gaard (Fig. 46) at slutte sig sammen til eet Optog[1].
Ordenen i Ligtoget var altid en og samme. Foran den døde gik:
Skoledrenge og Præster. Efter den døde: Slægt, Venner og
Bekendte. I dette sidste, det egentlige "Følge", gik Mændene
altid forrest; sidst kom "Fruentimret", Grundtanken var denne:
Efter at den døde havde forladt sit gamle Hjem, gik hans
tilkommende Vært, Kirken, i Spidsen for at vise ham Vej til det
nye Hjem. Omkring den døde gik de, der betegnede hvem han var,
hans Standsfæller, der bar ham, hans Livhest, hans Hæderstegn
o. s. v. Bag efter fulgte hele Menigheden. Forrest de mere
dristige Mænd. Bag efter de frygtsommere Kvinder. Dette var
dansk Tankegang, saaledes som den gjorde sig gældende i det
16de og langt ind i det 17de Aarhundrede. Vi kan følge denne
Ordning lige fra Aalborg 1557[2] til Cort Adelers
Begravelse 1676 og senere. Der hørte et Højtryk af Hensyn til
for efter udenlandsk Skik blot at fravige den saa meget, at
en Mand eller to fik Lov til at "lede" de fornemste af
"Fruentimret" (Fig. 47).
Hvad enten et Ligtog da slyngede sig gennem Byens Gader, eller
det gik fra Herregaard til Sognekirke, mellem Snedriver, eller
mens Lærken sang over Rugvangen, og Byhjorden fra Fælleden
gumlende saa til, tog det sig i de store Træk nogenlunde ens ud.
Drenge og Præster forud, Mænd og Kvinder efter den døde. Alle
sortklædte foroven og mere eller mindre tilsølede forneden. Thi
om saa Gaden i Dagens Anledning var strøet med Grønt, hørte der
Tørke til, for at dens Uføre skulde være udtørret. Og Vejenes
dybe Hjulspor hused som Regel kun Støv eller Ælte. Men man
skulde ikke have været Vidne til mange Ligtog, førend man med
Sagkyndighed kunde udtale sig derom, ramme paa en Prik, om
Begravelsen med Rette maatte kaldes "skarns", slet og ret "i
Herren", "ærlig" eller endog som f. Eks. Sidsel Niels Parsbjergs
"herlig"[3], ja, som Herluf Trolles
"mere end kongelig"[4].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
