Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 16. Den Døde bortbæres af Slandsfæller. Farvel til den Døde. Den Dødes Farvel. Midler mod Gengangere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stoppede det hurtigst muligt i Ovnsmunden, og lod det som Ild
og Røg fare væk op i Luften. Kloge Folk mente, at hvor Røgen
drev hen, forestod det næste Dødsfald. At Rengøringen ikke var
af hygiejniske Grunde fremgik af, at der sparedes paa Vand.
Derimod spredtes der allevegne, især i Indgangen og rundt om
Huset, Frø, stundom Humlefrø, helst Hørfrø i rigelig Mængde.
Dette var et af de sikreste Midler mod Gengangere. Ingen død
kunde betræde et Hus, førend han havde talt dem allesammen.
Hjemmet var hermed sikret mod den dødes Tilbagevenden. Særlig
betænksomme havde derhos stiltiende anbragt Naale under den
afdødes Fødder, der vilde volde ham Pine, for hvert Skridt han
tog, om han vendte tilbage. Men hermed var ikke Husets eller
Gaardens Besætning og rørlige Ejendom forvaret. Hvad om den
døde tog en Del af sit fordums Eje med sig? Ud maatte man til
Bistaderne med deres flygtige Beboere. Man snakkede godt for
dem, løftede Staderne af Brædtet, hvorpaa de stod, og satte
dem ned paa Jordens faste Hjemmegrund, eller man bandt det
pyntelige, hvide Sørgeklæde endnu fastere om dem. Ingen Skade,
om det et Par Timers Tid udtrykte dybeste Sorg og skjulte
Kubens Mund, saa Udgangen var spærret. Lænkehunden fik Hørfrø
om sit Hus, friskt Halm og ekstra Forplejning. Men med Hensyn
til Heste og Køer var Fremgangsmaaden forskellig. Nogle
lukkede dem forsigtigt inde. Andre lod dem i Drift følge
Ligfølget paa Vej, men lod dem derpaa standse ved Korsvej eller
vendte Leddene efter dem, saa at den døde ikke kunde kende
Retningen, naar han vilde tilbage for at hente dem. Grunden til
Uvisheden om de ene rette Midler her var uden Tvivl den, at
Romerkirken tidligt havde grebet ind paa dette Omraade og
forvirret Begreberne. Den hedenske Oldtid synes her at have været
højmodig. En Hest fik den afdøde Høvding med sig i Højen for at
ride til Valhal, Og Oksen i Ligfølget slagtedes og fortæredes,
den døde til Ære. I Middelalderen inddrog Romerkirken baade Hest
og Okse som Gaver til Kirken mod at holde den døde skadesløs[1].
Nu i den lutherske Tid saas vel baade Hest og Ko i Følget. Men,
hvor de saa blev af, den døde fik ikke godt af dem. Mon det var
Grunden til, at man ofte efter Dødsfald Morgener i Rad traf salig
Herrens Hest svedig og udaset i Spiltovet?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
