Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 16. Den Døde bortbæres af Slandsfæller. Farvel til den Døde. Den Dødes Farvel. Midler mod Gengangere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paahældes Maskinens Dele, saaledes virkede Rusen her. Den
sikrede mod Sindsbevægelsens for stærke Overgange, lagde sit
Dække over den altfor nøgne Virkelighed, øgede Tankens Blus
og satte de to Parter i Stand til at bevæge sig mod hinanden uden
altfor stor Gnidningsmodstand. Hvis vi kunde frigøre os for alle
religiøse, æstetiske og andre tilvante Hensyn og se Sagen alene
med Datidens Øjne, vilde vi bag Rusens Dække til vor Forundring
opdage en hel anden Verden: en myldrende Vækst af kærlig
Hensynsfuldhed, ældgammel Erfaring, snu Frygtsomhed, en Rigdom
af Liv, der et Øjeblik kunde bringe os til at vakle og spørge:
Er det ikke hin Tid, der var ædru, vor, der er sløv og omtaaget?
Sit højeste Udtryk naaede den under Rusens Form skjulte kærlige
Hensynsfuldhed, naar Baaren, idet den udbares, med eet standsede
midt i Udgangen. Tidligere var det de levende, Slægtninge og
Standsfæller, der havde hædret den døde i Anledning af hans
"Udfærd", sagt ham Farvel og ønsket ham alt godt. Nu, paa
Tærskelen standsede den bortdragende, og under aandeløs Stilhed
kom Turen til den døde at tage Ordet. Paa den dødes Vegne talte
en veltalende Mand, der bød Hjem, Slægt, Venner og Standsfæller
Farvel og bragte hans Tak for hver Dag, han havde levet blandt
dem. Denne Hilsen fra den døde kaldtes i enkelte Egne af Norge
for "Skilmaal"[1] (Skilsmæle), i andre med det ligeledes gamle
Udtryk "at skille for Skaalen"[2]. Efterat begge Parter saaledes havde haft Ordet, kunde man nu
skride til Fuldbyrdelsen. "Efter Tiltale, Gensvar og denne Sags
Lejlighed" kunde Retten nu ske Fyldest.
Man tager næppe Fejl, naar man i disse to Former for "Mæle" –
de levendes og den dødes – ser Spor af de ældste, nordiske
Begravelsesskikke. Katolicismen havde vel ændret dem lidt og
søgt ved at faa Tag i dem ligesom i "Testimoniet", der
oplæstes ved Graven, at kristne alt det gamle Hedenskab. Men
endnu i det 16de Aarhundrede var Trækkene tydeligt bevarede.
En Viking vilde hos sine kristne Efterkommere i Norden have
kunnet genkende: Slægtens Mæle i Hallen, den dødes Genmæle,
idet han skiltes herfra, og endelig Lovtalen over ham, hans
Eftermæle, der lød over ham til det samlede Folk ved Graven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
