Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 16. Den Døde bortbæres af Slandsfæller. Farvel til den Døde. Den Dødes Farvel. Midler mod Gengangere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Begravelsesdag ikke maatte holdes Gæstebud førend efter
Kirken[1].
Fra mange forskellige Sider bankede da i det 17de Aarhundrede
de nye Krav paa: faste Ligbærere og ingen Beværtning før
Begravelsen. Et Utal af Forordninger søgte i alle tre Riger
at bane Vej for en bedre Ordning. Men selv i København og
i Stockholm naaede man først sent til en hensigtsmæssig
Omdannelse. Begge Steder hjalp Pesten 1710-11 godt paa Gled.
Hvad der i Nordens Byer i det 17de og 18de Aarhundrede voldte
særlig Modstand, var ikke blot den i Reformations Aarhundredet
tilegnede Vane til en munter Morgensvir paa Begravelsesdagen,
men tillige visse Æresbegreber, der forbød, selv mod Betaling,
at være til Tjeneste for hvemsomhelst. En nærliggende Ordning
i By vilde jo have været den, at overdrage et eller flere
Haandværkerlag mod bestemt Vederlag at besørge al Ligbæring.
Men Haandværkerlagene saa med Foragt ned paa f. Eks. Byens
lavere Bestillingsmænd og var ikke at formaa til at hjælpe med
ved saadannes Begravelse. Et Par Eksempler til Prøve. Da i
Aaret 1678 en Bytjener i Byen Slesvig mistede sin Hustru,
vilde de af Øvrigheden tilsagte Borgere ikke bære hende til
Graven, fordi hun engang havde hjulpet Rakkerens Kone ved
dennes Forløsning[2]. Da 1722 en Vægter døde i
Randers, vægrede det "ringe Borgerlag" sig ved at bære ham,
og "Vognmandslaget" skyndte sig at ansøge Stiftamtmanden om
at maatte blive fri derfor[3]. I Aarhus klagede
Øvrigheden lydeligt over, at den ikke kunde faa afdøde
Bysvende og Raadhustjenere i Jorden. Aar 1717 maatte man
ved en Raadhustjeners Død gribe til det Middel med Vold at
bemægtige sig Handskemagerlagets Ligbaare for at faa den
døde bortbaaren. Men det krænkede Handskemagerlag tog dette
meget ilde op, Mestre, Svende og Drenge samlede sig
bevæbnede med Økser og huggede til Svar Ligbaaren i
Smaastykker[4].
Under saadanne Forhold var det en
given Sag, at ingen Moderssjæl i Rudkøbing 1726 vilde være
Ligbærer for Natmanden, der var bleven stukken ihjel af
Skarpretteren. Hver ærlig Borger foretrak en Bøde paa ti
Rdlr., der for Byfogdens Vedkommende endda blev ansat til
det dobbelte[5].
Med dette for Øje vil det forstaas, at det var en praktisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
