Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 16. Den Døde bortbæres af Slandsfæller. Farvel til den Døde. Den Dødes Farvel. Midler mod Gengangere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Søndagen den 10de April 1594 holdt Visitats i Mykleby Kirke,
begyndte midt under Prædiken Kirkeklokkerne at ringe paa Kraft,
og et drukkent Ligfølge trængte ind i Kirken med deres Baare.
Bispen sendte Klokkeren ned for at parlamentere med dem.
Heldigvis var de gemytligt stemte og lystrede alle, da en af
Følget, Erik Kaas’ Broder, kommanderede: "Lad staa’ en!"[1].
Men det kunde ogsaa hænde, at de blev hastige og iltre. I
Christian IV’s norske Kirkeordning af 1607 omtales det
saaledes som ikke usædvanligt, at de, der skal føre Lig,
drikker sig drukne, "saa at de undertiden tabe dennem eller
lader dennem slemmeligen falde"[2]. Fra en senere
Tid meldes fra Telemarken, at Følget plejede at køre i
Firspring, "som rasende Mennesker paa odinsk Maade" fra
Gaarden til Kirken, hvorfor det ogsaa kunde ske, at naar de
kom til Graven, opdagedes det først, at den døde var tabt
undervejs[3].
Det vilde dog være uretfærdigt, at
indrømme Norge nogen Forrang. Tilstanden i Danmark ved
adelige Begravelser beskrives i et Kongebrev af 1576
saaledes: "Os er mangfoldeligen blevet berettet, hvorledes
der holdes stor Uskikkelighed, hvor nogen Begravelse sker,
med Overflødighed udi Mad og Drikke, førend Gudstjenesten
sker og Liget begraves, saa en Part af Folket kommer drukne
og fulde til Kirken og forholder dem fast uskikkelige med
Bulder og Skrig, hvormed undertiden Gudstjenesten saa
forhindres, at Præsterne med stor Nød kunne fuldtgøre deres
Befalinger". Aar 1624 betegnede Christian IV det, der foregik,
som "hedensk Fylderi den afgangne til Ære"[4].
Men dette var som sagt kun Overdrivelserne. Hovedvirkningen
var en rigtig glad Stemning, hvor man saa lyst paa Livet,
Døden, alle de efterlevende og det salig Lig. Det regnede
med muntre Indfald, Klinkning og de bedste Ønsker for den
afdødes Sundhed. Havde man ikke staaet ham nærmere, kunde
man altid, som Skomagerne i Skelskør, drikke sig en
Glædesrus over, at den afdøde skulde to Alen ned underjorden
istedetfor maaske at være endt 4-6 Alen over Jorden[5].
Modtagelsen af "den afdødes Standsfæller" i Sørgehuset blev
da af den hjerteligste Art under den lutherske Form. Det 16de
Aarhundrede ud varede Festrusen ved. Ubekendte fremmede,
kærkomne Gæster, Ligbærere, Hjertens Venner gled for det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
