Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 14. Husets Dragning. Rangforordnet Sorg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Afdeling sørgede for Hovedpersonen, tog en anden sig af
Værelsernes Udsmykning. I Købstadbolig, hvor Værelserne var
faa og de tjenstvillige Naboer mange, var dette en lettere
Opgave. Men paa Herregaard ude paa Landet, hvor ikke blot
Dagligstue og Riddersal, men alle Gæsteværelserne tillige
skulde smykkes, kunde det være vanskeligt nok. Godt var det,
at Kvinderne havde baade Øvelse og Ihærdighed.
Det, der skulde gøres, var nemlig, hvad man kendte fra
almindelig Fest: de nøgne Vægge skulde "drages", det er:
beklædes. Denne Gang dog ikke med brogede Tæpper og Tapeter,
men enten med hvidt eller sort. Hvidt havde man jo en ret
god Forsyning af i Gaardens Duge og Lagener. Opstaaede med
Smag, saa at de dannede Rosetter under Loftet og hang som
Kapper ned over Væggene, indtil hvor det høje Panel begyndte,
der helst maatte glat beslaas, kunde de danne et stilfuldt Hele
og give selv det mest genstridige Rum et eget højtideligt Præg.
Men – og dette var et meget væsentligt "Men" – Dugene og
Lagenerne led af den Mangel, at dem havde man jo i Forvejen. De
var ikke anskaffede i denne Anledning og kunde altsaa heller
ikke haandgribeligt godtgøre, hvor højt man havde skattet den
døde, og hvor "ærlig" en Begravelse denne derfor var værd. Sligt
kunde kun udtrykkes, men saa ogsaa ligefrem i Alenmaal, ved sort
Klæde fra Købmanden i nærmeste Købstad. Omkring Aar 1570 var det
staaende Skik i Danmark, at ved en adelig Begravelse af rette
Slags skulde Riddersalen, Stuen og alle Gæstekamre "med sort
Klæde omdrages"[1]. Dette var selvfølgelig en meget
kostbar Forholdsregel, ikke mindst fordi man bagefter egentlig
ikke havde nogen Brug for alt dette sorte Klæde, der desuden
ofte var blevet plettet og flaaet i Stykker[2]. Man
plejede vel at skænke det til de Peblinge, der sang ved Graven.
Men selv de smaa Hallunker blev snart kræsne. Om det saa var
ganske nyt Klæde, som aldrig havde været slaaet op, kunde de
falde paa at rynke paa Næsen ad det. "Givet for et Stykke Klæde
til Peblingerne 16 Daler." "Givet Peblingerne til Aabod
[Erstatning] for det Klæde, de fik, for det var ikke godt nok:
24 Mark"[3]. Saadanne Poster i et Begravelses-Regnskab
(1570) kunde man nok blive gnaven over, selv om man – som i
dette Tilfælde – havde Toftholm i Ryggen. For Kongen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
