Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 11. Ligklæde-Gilde. Den Dødes Dragt. Penge medgives
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Man løste Vanskeligheden ved at gaa en Mellemvej, der synes
at have taget sig saaledes ud: Den døde Adelsmand beholdt
vistnok i Reglen i det 16de Aarhundrede endnu sin bekvemme,
hvide Dragt. Men paa Hovedet fik han en Fløjels-Baret med
Fjer og Smykke, og paa Fødderne ofte Hoser og Sko, sjældnere
Støvler med Sporer. Først i det følgende Aarhundrede, da
Natdragt var bleven noget almindeligt, iførtes den døde fuld
Festdragt. Saaledes f.Eks. Tyge Brahe *død* 1601 (Graven aabnet
1901). Men baade i det 16de og det 17de Aarhundrede medgaves
den døde ikke blot hans Sværd, men hans fulde Rustning, anbragt
i hans Nærhed, saa at han selv kunde iføre sig den, naar han
fandt det passende.
Hvad denne sidste Skik angaar, skuffes man let, idet der ved
første Øjekast ikke synes at være Forskel mellem, hvad der
havde været Brug i den katolske Tid, og hvad der blev det efter
Reformationens Indførelse. I Katolicismens Dage havde, som
ovenfor omtalt, den døende Adelsmand i sit Testamente ofte
skænket sin Stridshest, Rustning og Vaaben til Kirken. Ved hans
Begravelse førtes Hest og Rustning ved Siden af Kisten til
Kirken. Ganske ligesaa efter Reformationens Indførelse. Hvad
Forskel var der da?
Jo, i Katolicismens Dage havde Hest og Vaaben været Gave til
Kirken, der gjorde sig dem frugtbringende paa bedste Maade
hyppigt ved at sælge dem. Graabrødre Kloster i Odense fik
saaledes 55 Mark for Hest, Saddel og Bidsel efter Otto Porsfeld[1].
Kun meget sjældent var Sværdet blevet lagt paa Kisten. Naar
undtages kongelige Begravelser, er hidtil, saavidt vides,
kun fundet et eneste Sværd i eller ved en middelalderlig
Grav i Danmark[2].
Men efter Reformationen vedblev
Rustning og Vaaben, selv om de førtes til Kirken, at tilhøre
den afdøde, Sværdet lagdes paa hans Kiste, og Rustningen
opstilledes tæt ved. Det var en hel ny Forstaaelse, der laa til
Grund, i Slægt med Oldtidens, da en Høvding blev højsat til Hest
i Hærklæder og med Vaaben. Middelalderens Omfortolkning af
Skikken, som Kirken havde brugt Aarhundreder om at gennemtvinge,
faldt nu i en Haandevending bort af sig selv som kunstlet og
tom. Enhver forstod den nye, gamle Mening. Havde det gaaet an,
havde man gerne ladet den døde beholde Hesten med sig i Kirken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
