- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XIV Bog. Livsafslutning /
113

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Kvindernes Virksomhed. Tvætning. Ligge paa Straa

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

endnu hedder om "Tvætningsgildet": "Arbejdet udføres af Kvinderne,
medens Mændene sætte sig til Bords"[1].

For fuldt at forstaa Kvindernes Stilling ved denne Lejlighed i det
16de Aarhundrede, maa man se den i dens historiske Sammenhæng. Det
synes at være en naturlig Skik hos de fleste Folkeslag, at Kvinder
tager sig af det afsjælede Legeme. Kvinder gik ifølge Evangelierne
tidligt Paaskemorgen til Graven for at salve Jesu Legeme[2].
Ved sin Død sagde Sokrates: "Jeg vil gaa i Bad, førend jeg drikker
Giften, for at jeg ikke skal gøre Kvinderne Ulejlighed med at
vadske mit Lig"[3]. Denne
almindelige Skik var imidlertid i Middelalderen
af Romerkirken bleven – om end ikke hævet, thi det
kunde den næppe – saa dog svækket, begrænset, berøvet sit egentlige
Fodfæste. Kirken havde erklæret Liget for noget urent, mod hvis
Smitte kun kirkelige Midler, Vievand og deslige kunde skærme
. Men
hvad mere var, hele denne kvindelige Omsorg var bleven stemplet som
betydningsløs i Sammenligning med, hvad Kirken havde at byde. Den
afdødes Fremtid afhang ikke af Kvinders Omhu for og Udsmykning af
Liget. Nej, den afhang alene af Kirkens Omsorg. Baaret af Gejstlige,
svøbt i Røgelseduft, Klokkeklang og viede Kærters Glans stedtes det
til Hvile i Kirkens Moderskød. Og dér skulde det sove til Dommedag.
Kunde Fest virke Fremtids Vilkaar, som Mængden jo troede, saa var
det Kirkefesten, der gjorde det. Kvindesmykning og Gravøl gavnede
intet
.

Saaledes havde Romerkirken Middelalderen igennem lidt efter lidt
fortrængt sin oprindelige Medbejler, Kvindeomhuen, fra Magten.
Ikke haardt, men mildt og sikkert. Her inde var mere end Kvinder.
Her var Himmeldronningen selv med Barn Jesus paa Armen. Som hun,
bar ogsaa Kirken den slumrende Sjæl did op, hvor den skulde.

Men efter Reformationens Indførelse blev Kirken jo med eet borte
mellem Død og Begravelse. Og Afskedens Saarlæber, som Kirken
tidligere med Flid havde trykket sammen, skiltes nu ad. Der blev
lang Tid mellem Død og Begravelse, hele seks Uger. Og i al den
Tid stod Kvinderne alene som Værn om den døde
. Med Instinktets
Inderlighed og en lang Fortids nedarvede Myndighed sluttede de
da Kres om det, der var dem betroet. Det


[1] H. F. Feilberg: Dansk
Bondeliv II 105.
[2]
Markus’ Evangl. 16. 1. -— Lukas’ Evangl. 23, 55—24, 3.
[3] Platos Phædon 63.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:03:32 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dagligt/14/0113.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free