Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 7. Hurtig Begravelse. Sen Begravelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sammen som to Sider af det samme. Et nyt religiøst og
standsmæssigt Udtryk for Ære i Døden var fundet.
Hvad Borgere og Bønder paa samme Tid havde opnaaet, synede
kun smaat i Forhold hertil. Forordningsmæssigt (26de Marts
1656) tog dette sig saaledes ud: "De fornemstes Lig maa ej
længere staa ubegravet end til 6te Dagen, de andres indtil 3dje
eller 4de Dagen i det længste, men udi smitsomme Sygers Tid
at rette sig efter vores Forordning 1654 derom udgangen". Først
ved Forordning af 7de November 1682 tilstedtes det alle og
enhver i Danmark og Norge at vente 8 Dage med Begravelsen, men
"de, som ere i Rangen eller af Adel" 3 Uger. Men hvor meget
eller lidet de to andre Stænder end ligefrem havde opnaaet,
vist er det, at deres Opmærksomhed allerede før Udgangen af det
16de Aarhundrede var vakt for, at her foregik noget af fælles
og stor Interesse. Genskinnet fra de lysende Begravelses-
Fester hos Adelen faldt allerede i det 16de Aarhundredes
Slutning ud over Købstad og Land, kastede Skær over og tændte
Glød i de gamle, alvorlige, fra Katolicismen arvede Skikke.
Selv om disses Knaphed nægtede Rum for det nye, brændte
Eksemplet fra oven dog igennem. Hos Adelen lyste det nye alt i
lys Lue; hos Borgere og Bønder ulmede det blot i Glød, lurende
paa at faa Luft.
Hvad var det nye? En uklar Tanke, kun tydelig i eet: i
Indsigelse mod den katolske Forstaaelse af Døden. Her var
ingen Grund til den strenge Alvor og Hast. Den døde var
ikke i Skærsilden og hans Lig ikke noget urent. Alt blev nu
efter Skriften straks afgjort – "sandelig siger jeg dig, i
Dag skal du være med mig i Paradis". Og i Kraft af "Kødets
Opstandelse" skulde dette afsjælede Legeme engang helt og
holdent ogsaa komme dér. Men hvoraf vidste man, at den døde
nu var i Paradis? Efter den lutherske Lære var det jo kun de
troende, der kom hid. Resten kom til Satan i Helvede. Ærligt
taget kunde man ikke være sikker paa en eneste een, hvor han
var endt. Men netop derfor duede den lutherske Lære og
Gejstlighed heller ikke til andet end til Anvendelse i
Dødsøjeblikket, til Afsendelsen. Ankomst-Garanti og Bevis
kunde den ikke yde. Om end enkelte Gejstlige paatog sig sligt,
saa indestod selve Kirken ikke herfor. Vilde man da ikke blive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
