Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 5. Dødsøjeblikket. Gustav Vasa's Død. Andreas Barbys Død. Katolske og hedenske Skikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lutherske Klosterjomfruer i Maribo, der vedblev, som det i Klagen hed,
"at række den døende ikke Guds Ords Lys, men et tændt Vokslys"[1].
I Skaane maatte Bispen 1594 paaminde Præsterne om at faa denne
katolske Uskik afskaffet[2]. Endnu saa sent som 1774
trivedes den gamle Skik fremdeles i Smaaland, hvorfra det hedder:
"Naar nogen holder paa at dø, sættes et brændende Lys i sammes
Haand, saa udslukkes Livet som et Lys".[3]
Ja, selv i vore Dage er den ikke forsvunden. I Wärend (sydlige Smaaland)
giver den Dag i Dag nærmeste Frænde den døende et tændt Lys i
Hænde med følgende Ord: "Herre Gud tænde for dig det evige Lys[4]!"
Paa tredje Pleje maatte de ringeste og afsides boende siges at
være, der for en stor Del nøjedes med hedenske Skikke. Her tyede
man f. Eks. til, naar den døende blev altfor urolig, ikke som man
jo egentlig burde, at skræmme Djævelen, men blot at skifte Pude
under vedkommende. Meget afhang nemlig heraf. Dersom der i Sengens
Dyner og Puder var Fjer af vilde Fugle, kunde den døende ikke sove
hen. Det samme gjaldt Hønsefjer. Thi paa enhver Høne findes der en
Fjer, der kaldes "Urofjeren", paa den kan ingen falde i Søvn,
endsige dø.[5] Tidligere synes den samme Tro at have
været knyttet til Duefjer. I Norden havde denne Tro imidlertid tabt
sig, vistnok fordi Duen i Middelalderen var kommen til Ære som
Sindbillede for den hellige Aand. I England derimod holdt Frygten
for Duefjer sig, og her gav man nu just som Grund, at Duen var for
hellig en Fugl[6].
Et andet virksomt Middel, naar den syge "droges" for længe, var at
sætte en Skaal med Ild under Sengen, varsomt naturligvis, at den
ikke skulde antænde noget nedstikkende Straa af Sengehalmen. Ild
renser og er i Pagt med de højere Magter. Eller man krøb op paa
det lave Huses Tagryg og løftede en Møntørv af for at give Sjælen
Luft og Udvej. Eller man nøjedes med blot at lukke Døren til det fri
op paa vid Gab. I hvert Fald maatte ingen stille sig ved Sengens
Fodende, thi det var Dødens Plads, som man i saa Fald fortrængte
den fra. Foruden disse naturlige Midler var der en hel Del
hemmelighedsfulde, kun kendte af faa kloge Mænd eller Kvinder. Til
saadanne tyede man i Øjeblikke som disse og betalte sin Skærv for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
