Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 5. Dødsøjeblikket. Gustav Vasa's Død. Andreas Barbys Død. Katolske og hedenske Skikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
langt større Antal Præster end i den katolske Tid. Og siden da
var jo Præsternes Antal mærkeligt formindsket. Det lod sig
altsaa ikke gøre at vise hver døende samme Omhu. Man maatte
nøjes med især at vise denne mod saadanne, hvem Gud maatte
antages særligt at ønske op til sig, Godtfolk, som det var en
Ære at faa ind i Himmerig, og som vidste, hvorledes de skulde
opføre sig dèr. Saa fik man løbe an paa, at de andre, ved at
høre Lovtale og Ligprædiken over disse, rettede sig efter deres
Eksempel. I Rettroenhedens Kolonne var Godtfolk jo som Fløjmænd,
til hvilke enhver saae hen, naar det lød: Til højre ret!
Mængden af døende fik altsaa nogenlunde skøtte sig selv. De var,
for at bruge Nutids Udtryk, kun paa anden eller tredje Pleje.
Men derfor var dog hverken kærlig Omsorg eller religiøse Hensyn
hos de omværende her udelukket. Tværtimod. Det var kun Formerne,
der skiftede. Samme Hjertevarme og Ærbødighed for det store
ubekendte kunde rummes i alle Former, de gammeldags aflægs som
de mest moderne. Muligvis saa Gud kun paa dette Indhold og
tilgav de fattige i Aanden, at de ikke havde haft Raad til at
følge med Moden.
Paa anden Pleje befandt sig alle, der endnu holdt sig til de
katolske Skikke. Kristendom? Nej, Satans Værk, Djævelens
fordømte Kunster var det. Og hver, der gav sig af hermed,
fortjente at miste sin Hud eller faa en sviende Hale paa Baalet.
Mange benyttede dem dog endnu i Smug. Mere end een "omvendt"
Præst eller Klosterbroder listede sig efter Reformationens
Indførelse vistnok fremdeles til at give en døende Fred paa
gammel, prøvet Maade. Vievand og Krucifiks var jo let at skaffe,
og var der egentlig saa stor en Forskel paa "det hellige
Vandringsbrød" og den lutherske Nadver til den døende?
Længst af alle katolske Skikke holdt sig den at give den
døende et tændt Lys i Hænde (Fig. 21). Denne Skik var vist
oprindeligt kun døbt Hedenskab, Ilden, den rensende og
værnende, som Katolicismen havde viet og gjort kristelig.
Men Sindbilledet var smukt, hvad enten man tænkte sig Livet
selv som et Lys, der sluktes, eller man mente, at ved dette
hellige Lys skulde Sjælen finde Vej gennem Dødens Mørke til
Livets Land. Haardnakket holdt Skikken sig. Det var ikke blot
de opsætsige,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
