Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 5. Dødsøjeblikket. Gustav Vasa's Død. Andreas Barbys Død. Katolske og hedenske Skikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
[Tjeneren] vilde skjule Hænderne med, og holdt sin Haand ud
imod mig. Thi jeg havde formanet hannem tilforne, at dersom
det hændte sig, at han blev maalløs, da skulde han kryste paa
min Haand, eller række sin Haand op eller røre den, saa jeg
kunde være vis paa, at han hørte og forstod, hvad jeg talede til
hannem. Det holdt han mig ogsaa. Men det var snarligen gjort
med hannem"[1].
Sluttelig endnu blot som Eksempel et Barns Død.[2] Da den lille
tolvaarige Anne Trolle, hvis Fromhed og Bibelkundskab
just under hendes Sygeleje havde givet sig saa talende Udtryk,
mærkede, at hendes Endeligt var nær, tog hun rørende Afsked med
alle. Først sagde hun, at hun var glad ved at sige denne onde
Verden Godnat, og at hun ikke for Alverdens Guld vilde være saa
nær ved Livet, som hun nu var ved Døden, thi hun vidste, at Døden
var en Dør til det evige Liv. Derpaa bad hun sin Moder om
Forladelse, hvis hun nogensinde havde fortørnet hende. Moderen
græd og sagde, at det havde hun ingensinde. Derpaa bad hun alle
Folkene om Tilgivelse, hvis hun nogen Stund havde handlet nogen
af dem imod. Der var ikke et Øje, uden at det var vaadt ved denne
gribende Afsked.
Men saa fulgte et nyt Optrin. "Straks derefter begyndte Maalet
noget at falde. Dèr jeg [Præsten] det fornam, haver jeg fast
anholdet og raabt i hendes Øren: Beder saa skulle I faa, banker
saa skal eder oplades! Beder i Hjertet og banker med Hjertens
Bøn! Herren tager ogsaa et Hjertens Suk tiltakke, thi en
bedrøvet Aand er det Offer, som hannem behager, han forsmaaer
ikke et sorgfuldt Hjerte." Hvis der overhovedet var nogen
Mening med at anvende disse Ord ved denne Lejlighed, var det
vel den, at Barnet ikke maatte være saa frimodigt, det skulde
tillige have et sorgfuldt Hjerte. Thi en Arvesynder, der kun
havde Daabsens Indvielse, men paa Grund af Alder endnu ikke
var naaet til Syndernes fulde og naadige Forladelse ved
Delagtighed i Kristi Legeme og Blod, skulde først og fremmest
vogte sig for Fripostighed. Den Lille forstod det forhaabentlig
ikke, hun svarede kun paa Raabet ved at "gribe mig om min Haand
og kryste mine Fingre. Saa bad jeg alle Godtfolk, som der vare
tilstede, at de vilde gøre et Knæfald til Gud og bede for hende,
at hun maatte blive en tro Arbejder i Herrens Vingaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
