Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 4. Bekendelsen. Johan Friis' Død. Christian Friis' Død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Legeme og Blod, som skal være mig et stærkt Pant og fast Besegling
paa mine Synders Forladelse, og at jeg hører Herren til". Hvilket
sit gudelige Forsæt han straks siddende op i Sengen efterkom.
Som Skik var, blev Præsten Dag og Nat, saa meget det lod sig
forene med hans øvrige Tjeneste, de sidste Døgn hos Kansleren,
stadigt holdende Bønner og læsende over ham. Søndag Morgen Kl. 3
kaldtes han, skøndt han skulde prædike paa Slottet Kl. 7, atter
ud til Skibet, da den syge havde mistet Mælet. Hr. Mads tog heraf
Anledning til at trøste den døende med, at Gud hører Hjertets Suk,
selv om Tungen maa tie. "Som Gregorius siger: veræ preces non
estimantur vocibus oris, sed desideriis cordis, en ret Bøn staar
ikke i stort Mundskrig, men i Hjertens andægtige Begæring. Men da
vendte Kansleren sig til ham, og dèr han havde længe stirret paa
ham, brød han besværligen og langsom disse Ord frem: Numquam in
vita mea fui sollicitus de verbis, aldrig i mit Liv har jeg været
bekymret for Ord". Hr. Mads, der til sin Forfærdelse mærkede, at
han havde stødt den syge, "tilspurgte Hans Magnificents, om han
muligt var ham til Besvær ved sin Nærværelse eller Tale". Men
Kansleren svarede: Dicam, quando vel tacendum vel abeundum. (Jeg
skal nok selv sige, naar du skal enten tie eller gaa bort). Det
var Kanslerens sidste Ord. Klaus Daa bad for Hr. Mads, at han
maatte faa Lov til at tage i Land og afholde Gudstjenesten paa
Slottet, og den syge vinkede med Haanden til Tegn paa, at han
kunde træde af.
Da Hr. Mads efter endt Gudstjeneste atter roede ud og fortsatte
med Skriftsteder, Salmer og Bønner, var, usynlig for alle, en
højere Herre tilstede i den trange Kahyt. Han gav endelig om
Mandagen ved 8 Slet Vink til, at nu skulde Kansleren ikke blot
tie, men gaa bort. De ærlige og velbyrdige Mænd, der havde været
nærværende, kunde herefter søge Hvile. Kun den utrættelige Hr.
Mads undte sig den ikke. Han roede i Land for at optegne "til
Eksempel, stor Frugt og Saligheds Gavn og Bedste for dem, der
igjenleve, nogle af de vigtige og drabelige Ord, denne salig
Herre haver brugt i sin Sygdom, indtil Gud kaldte ham fra
dette Elende, at man disbedre kunde have Kundskab om den gode
Herres salige Endeligt"[1].
Selvfølgelig galdt ogsaa for Christian Friis’ Vedkommende,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
