Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- 4. Bekendelsen. Johan Friis' Død. Christian Friis' Død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
4
Skulde man samle i eet Ord, hvad den Gejstlige egentlig var
kommen for, lod dette sig simplest udtrykke ved: for at afhøre
den syge, høre hans Bekendelse. Troen var det jo, hvorpaa det
ene kom an. Men Satan havde været paa Spil ogsaa her og
forplumret dette en Gang saa klare Forhold. Troen var bleven
forvansket. Nu maatte man for at ramme Sandheden udtrykke sig
saaledes: Rettroenhed er det ene fornødne her i Verden og hist
i al Evighed. Thi det stod efter Bruddet med Romerkirken
uomstødeligt fast, at det, hvorpaa det kom an, var den rene
lutherske Lære, fri for al Satans papistiske og calvinistiske
Kætteri. I Følge Guds uudgrundelige Naade havde nu kun
Nordtyskland og Skandinavien Dimissionsret til Paradis.
Hvorsomhelst ellers i Verden man gik op, havnede man i Helvede.
– Konfessionen, Bekendelsen, blev da selvfølgelig Hovedpunktet
i Gudstjenesten ved Sygelejet.
Den afgaves højtideligt, førend den sidste Nadvernydelse fandt
Sted. Paa dette Punkt, hvor Datidens Puls bankede stærkest, har
det sin Interesse at lægge Mærke til den forskellige Maade,
hvorpaa de enkeltes Ejendommelighed trods al aandelig Uniform
gjorde sig gældende. Kvinder gav sig i Reglen helt hen under de
givne Former, fastholdt højt regnet i deres Synds- og
Trosbekendelse et bestemt Skriftsted eller to, i hvilke deres
religiøse Liv særligt havde fundet sit Hjerteudtryk. Det er
karakteristiske Kvinde-Ord, naar Peder Skrams Datter om sin Faders
Endeligt siger: Han "gjorde en dejlig og kristelig Bekendelse"[1]
Mænd røbede ofte i en lille, ufrivillig Bemærkning et selvstændigt,
praktisk Syn, der antyder et Personlighedens Omrids. Hvilken
trohjertig og klar Selvkritik laa der f. Eks. ikke i Klaus Glambeks
(*død* 1591) Ord, da han efter Nadverens Nydelse blev tørstig, og
Fru Regisse Rosenkrans gav ham en Sølvskaal med Vand. Han rejste sig
op i Sengen, drak og sagde: "Den værdige Trefoldighed forlade mig
alle mine Synder og de mange unyttige Drik, som jeg haver været
foraarsaget til at drikke tilforn, der jeg lidet havde dem behov"[2].
Gemytlig svarede Anders Bing (*død* 1589) Præsten Hans Lauritsøn,
der bød ham ikke længer ved nogen
[1]
Danske Magazin 3. Række III 95.
[2]
Bricka og Gjellerup: Den danske Adel S. 291.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 19:03:32 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dagligt/14/0050.html
