Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Nydannelse. Træk af den nye Periodes Livssyn. Det uendeligt smaa. Udvikling. Medlidenhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efter Slægt at sætte Blomst og blusse af i Kærlighedsgerninger?
Maa ikke Kærlighed selv stamme fra Kærlighed? Troen tror det
gerne. Haabet haaber det. Kærligheden mener at føle det.
Men saaledes som vort Væsen er formet, er just her ved dets
Rodpunkt Grænsen sat. Vi kan ikke trænge tilbage. Bundstykket i
vort Væsen er Uvidenhed. Hvormeget end vor Længsels Sprængkraft
brænder paa, vi naaer ikke hjem ad den Vej. Her er Vejen spærret.
Vi drives i modsat Retning, fremad gennem Livets snævre Løb,
afmærket med Haabets og Troens Riffelgange, ad Menneskehedens den
lange, trange Udviklingsvej fra Mørkets Guder til en Lysets og
Mørkets Gud, og videre saa langt vort Sind formaar. Kærlighed kan
mildne Banen og fredlyse Fremtidens store ubekendte. Men heller
ikke den kan, som den saa gerne vilde, flyve forud og vedvarende
blive eet med sit Ophav. Ethvert Forsøg herpaa ender med, som det
gik Jesus: Menneskets den endelige Kærlighed brænder ud i Smerte,
Smerte over andre, Smerte over sig selv, Smerte over Gud. Den
jordbundne Kærlighed er kun i Stand til at naa Medlidenhedens
Form. Vil den stræbe højere, gaar det den som Jordvarmen, naar
den straaler opad og vil stige til Vejrs. Den mødes tilsidst af
en isnende Kulde og synker tilbage som Taage og Regntaarer.
Menneskets ypperste Indhold, Kærligheden, er da saaledes stillet:
Den kan stundom naa til at føle sig som den bærende Kraft i den
enkeltes Liv, og den kan naa til at føle sig selv baaren af en
uendeligt større Krafts sit Ophav, Livets ukendte Magnet. Men den
kan dog ikke løftes op til dette sit Ophav, naa til blivende
Enhed dermed eller blot til Selvsyn deraf. I denne Mangel bunder
den dybeste Smerte. Den bærende Kraft er, menneskeligt set, sin
egen Baare.
Og dog maa der leves paa disse Vilkaar. Det magnetstrøgne
Menneskesind faar nøjes med det Gran af Evne, det fik, nøjes med,
i sit inderste som paa Naal, blot at pege som et Kompas med sine
Yderled, Haab og Tro.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
