- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XIII Bog. Livsbelysning /
210

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Nydannelse. Træk af den nye Periodes Livssyn. Det uendeligt smaa. Udvikling. Medlidenhed

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

det en selvopgivende Vished paa en Gang at være overbevist om
Verdens Uendelighed og samtidigt som endeligt Væsen ikke at
kunne rumme Tanken – saa er dog den største menneskelige Nød at
tabe sin Gud, just idet man trænger haardest til ham
. Det endelige
Menneske kan ikke gribe den uendelige Gud. Og det opdager til sin
Forfærdelse, at det, som det kalder Gud, kun er en vekslende
Dannelse i dets egen Bevidsthed.

Her ligger Smerten i Nutidens Verdenssyn tydeligst for Dagen. Vi
maa indrømme, at vi selv kun er endelige og meget ufuldkomne. Og
naar vi vil søge at tænke os det uendelige og fuldkomne, formaar
vi kun at fastholde det som det tomme. Vi aander kun med Gæller.
Ophold i Uendelighedens rene Luft er for os kun Tomhed, Smerte,
Død. Saa synes da Nutids Menneskets højeste og eneste Forret at
være Retten til at fortvivle
. I saadanne Øjeblikke hjælper ikke
Udviklingstanken længer. Hvad er den andet end Gudstanken?
Menneskets Hjerteblod udgydt i det tomme Rum. Et skuffet Haab,
den bitreste Anklage mod den Verden, hvori vi, mod vor Vilje er
fængslede paa Livstid
.

*



Synes Nutidens Bevidsthed her at maatte sprænges af sit eget
Indhold, saa afværges dog dette ved Ejendommeligheden af dens
Form. Vor Bevidsthed viser sig nemlig ved nærmere Eftersyn at
være særlig afpasset efter de vanskelige Livsvilkaar, hvori
den er anbragt. Den er udstyret med to mærkelige Evner, Evnen
til at glemme og Evnen til at tro og haabe
. Hin første Evne er
som Trangen til Søvn, som Saarets Tilbøjelighed til at læges,
en Naturgave, hvis Virkninger vi ikke kan unddrage os. Den
styrer Flugten bort fra det, vi ikke magter, medens Troens og
Haabets Vingepar fører os fremad. Det hjælper ikke, at vi
stritter imod. De virker uvilkaarligt. Vor nærmeste Forklaring
paa, hvad vi selv er, bliver derfor: et fornemmende Væsen, der
tror og haaber og kan glemme
.

Trods alle de Vanskeligheder, hvori vi er stedte ved
Forvisningen om vor Endelighed i Modsætning til det uendelige,
der omgiver os, besidder vi altsaa dog en umiddelbar
Evne til

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:03:16 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dagligt/13/0212.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free