Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 11. Kopernikus. Giordano Bruno. Verdensægget brister. Den endelige Verden afløses af den uendelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ham syv Aar i Fængsel og forgæves søgt at overbevise ham,
overgav Romerkirken ham endelig til den verdslige Myndighed
med kærlig Anmodning om at "behandle ham mildt og uden
Blodsudgydelse". Dette betød i Datidens Rettergangssprog, at
han ønskedes levende brændt. Den 17de Februar Aar 1600 besteg
han med roligt Mod og i Tillid til sin Overbevisnings Sandhed
Baalet paa Pladsen Campo di fiore i Rom. Da Baalet var slukt,
kastedes Asken af den brændte i Tiberen, paa det at hvert Spor
af ham maatte vorde udslettet[1].
Straffen var haard, men fra
Dommernes Synspunkt retfærdig. Thi Giordano Bruno var en falsk
Vejviser. Ved at følge ham, vilde alle Tidens store Tanker,
ikke blot Djævlelære og Stjernetydning, men Treenighed, ja,
Kirken selv fare vild og styrte ud over Brinken i det sorte Dyb.
Thi alle disse Tanker blev til Smaating og blev borte i Forhold
til den nye svimlende: en uendelig Verden, en uendelig Gud. Med
Føje berøvede da det bestaaende sin argeste Modstander Livet.
Men der var det underlige ved hint Baal den 17de Februar 1600,
at skøndt det Blik, der tillidsfuldt vendtes mod Himlen, brast
i Død, og den Haand, der havde peget mod nye Veje, forvandlet
til Aske, splittedes i Tiberens Vande, saa var det dog ikke det
nye, men det gamle, der gik op i Luer. Usynligt fængede
Giordano Bruno’s Tanker i de gamle Omhæng. Og uden at nogen af
de tilstedeværende anede det, var det den Dag den gamle
Verdensopfattelse, der dømtes til Døde, Aartusind-gamle
Forestillinger, hvis Baalfærd begyndte. Langsomt, men sikkert.
Thi den nye Tanke, der var saa stor og dristig, at end ikke
Kepler mægtede at hæve sig til den, har bredt sig siden da. I
vor Tid strøes den uskaansomt ud til Hvermand, spirer i unge
Barnesind. Mangen af os mindes hin forfærdelige Stund, da den
første Gang paatrængte sig os, da den hyggelige Forestilling
om Himmelhvælvingen brast, og Tanken om det uendelige Rum,
den uendelige Verden, rev os omkuld. Fra den Stund var vi
mærkede. Selv om vi i lange Tider kunde glemme Smerten, var
Gennembrudet sket, og vi lænkede til en Tanke, som vi aldrig
mere kunde slippe, og som aldrig mere slipper os. Thi man kan
ikke mere vende tilbage. Den gamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
