Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Livsbelysningen i Norden i det 16. Aarh. var firdobbelt sammensat med bestandigt strømmende Overgange mellem dens fire Bestanddele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var bortfaldne, Mirakler ikke længer foregik dagligdags, og Gud
var bleven en fjærn Taageskikkelse, saa blev det modsatte Tilfældet
i Djævlereligionen. Her var den onde Gerning just det afgørende,
Trolddom og Undere forekom dagligt, og det lodne, sorte,
forfærdelige, selve Mørket, kunde hvert Øje se. Djævelen var den
stærkeste. Han stod tilbage som den sorte Prik for Øjet, naar det
var træt af at spejde efter Lysets Gud. Den onde Gerning blev igen,
da den gode var bortfalden, Djævlelæren tog uformærkt Magten fra
Lutherdommen, blev ligesom Skindforet deri, hvor hvert Haar vendte
indad og brændte.
Netop derfor var de nordiske Folk saa ilde stedte. Paven paastod
dog, og hans Tilhængere troede det, at han som Kristi Statholder
var Djævelens jævnbyrdige Modstander, og at Treenigheden og han
nok i Forening skulde skaffe hver Sjæl, som han udpegede, Indpas
i Paradis. Selv naar Kættere og Troldfolk brændtes i Syd, var det
dog altid under Formularen, at Kirken bad om Naade for dem, og
blot overgav dem til den verdslige Øvrigheds Straf, paa det at
deres Sjæle maatte blive frelste. Men i Norden var der ingen, der
troede, at Luther, Frederik den Anden, Christian den Fjerde, Erik
den Fjortende og hvad de enkelte Konger hed, var Djævelen lig i
Magt. Hjælp kunde kun ventes fra den fjærne Kristus gennem Troen.
Og gjorde man blot det mindste for at bringe ham nær, om det saa
kun var, at man gemte Nadveroblaten og lagde den f. Eks. som
Forladning for at sikre sit Skud eller lignende, i samme Øjeblik
var man evigt fortabt, ubønhørligt hjemfalden til Djævelen.
Det var fortvivlede Forhold i Norden. Kirkens nye Kar var, skøndt
justeret af Øvrigheden, ikke i Stand til at holde tæt og rumme
Livets to Bestanddele, Dag og Nat. Dagsiden løb bestandigt ud af
Revnerne, kun Nattens sorte Slam blev tilbage i Bunden. Forgæves
forklarede man, at det just sprak, fordi Karret stod i Guds klare
Solskin. Forgæves postede tusinde Præster hver Søndag Rettroenhedens
Vande paa. Her var ingen virkelig Trøst at hente, Rædslen var det
sidste Svar. Her var kun eet at gøre: at dulme, at glemme Rædslen
ved at slaa løs paa Djævelen og hans Anhang. Det gjorde da ogsaa
Kirken og Øvrigheden af ganske Hjerte.
Og som det gik Kirken, gik det hver enkelt. Af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
