Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Livsbelysningen i Norden i det 16. Aarh. var firdobbelt sammensat med bestandigt strømmende Overgange mellem dens fire Bestanddele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kraft og Berettigelse, dels i de mange forudgaaende Aarhundreders
Modstand og herved opsparede Livstrang. Naturglæden mødte ved
Livets Fest med en Spareskilling, og Fornemmelsen heraf gjorde
den dobbelt rig og glad.
Man vilde misforstaa dette nye Naturforhold, hvis man opfattede
det som fuldt selvbevidst. Særligt for Nordens Vedkommende var
der saa godt som ikke Tale herom. Kun nogle faa fremskredne, som
f. Eks. Tyge Brahe, havde maaske en Anelse om, at deres
Opfattelse paa enkelte Punkter betegnede et Brud med det gamle.
Men det langt overvejende Flertal levede paa blot umiddelbare
Indtryk, uvilkaarlige Udslag af det fælles, som fyldte dem, men
hvorfor de ikke gjorde sig rede. Der laa lige lidt selvbevidst
Forstaaelse til Grund, naar f. Eks. Christian den Fjerde som
Barn skrev om Koldinghus’ skønne Omegn "dette er et lystigt
Sted", eller naar Bygherren nød Synet af sit Taarnspirs
forgyldte Fløj sejlende oppe i den blaa Luft, eller naar
Skoggerlatter, Sang, Trommer og Piber lød støjende ud fra et
Bryllupshus. Det højeste, som Folk i Almindelighed drev det til,
var i et klart Øjeblik at søge Ly bag et Skriftsted: Gud saa alt,
hvad han havde skabt, og se, det var saare godt.
At der var blevet højere til Himlen, og at denne ikke længer laa
tung og trykkende ned over En som i Middelalderen, det fornam
vel enhver. Det var nu højt Vejr, friskt og let at aande. Men
atter her nøjedes de fleste med den blot umiddelbare Fornemmelse.
Færre var de, der blev sig Aarsagen bevidst, indsaa, at den gamle
Opfattelse af Verden som en Stue, hvor Himlen var Loft, Jorden
Gulv og Helvede Kælder, nu var brudt, og at Jorden fra den Stund,
den var bleven omsejlet, bevisligt var rund og svævede i Verdens
Midte med Himmel til alle Sider. Og de allerfærreste havde
Øjemaal for Højden som Tyge Brahe og andre, der vovede at tro,
at de tindrende Stjerneprikker var Kloder, hvoraf selv de mindste
var større end Jorden.
Men selv om man ikke var sig alt dette klart bevidst, dreves
man dog af Strømmen, båres af den til Grund liggende Stemning
og førtes med Nødvendighed mod det ene og samme Punkt.
Dette afgørende Punkt var Bruddet med Paven. Der laa i
Luften en Fornemmelse af, at man tidligere var bleven narret.
Og uvilkaarligt blev Paven den Syndebuk, mod hvem alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
