Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- 3. Djævletroen
- 4. Nordboernes Sind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fortabelsens Svælg, hvorover vi alle hænger. – Føler I Eder nu
sikre paa Eders Salighed, saa enten tænker I ikke saa skarpt
som vi, eller Eders Kristendom er ikke det nye Testamentes.
*
Spændingen mellem det naturliges Lyst og Djævletroens Nød
skulde synes at maatte sprænge et almindeligt Menneskesind.
Mod Syd, hvor dog Romerkirken ydede bredere og mere hævdet
Værn mod Djævlefrygten, drev ogsaa Spændingen mange ud af
Kirken over i de gamle Grækeres og Romeres mildere Livssyn.
Romerkirkens Kamp mod Djævelen fik herved et større
Virkelighedspræg, idet den blev til en Forfølgelse af Kættere,
virkeligt frafaldne. I Skandinavien derimod hørte bevidst
Frafald fra Kirken til Sjældenhederne. Man søgte efter Evne at
rumme de to stridige Elementer, Naturglæde og Djævlefrygt, i
samme Bevidsthed. Naar dette nogenlunde lykkedes for Flertallet,
uden at Sindet sprængtes i Vanvid, saa laa en Hovedgrund hertil
vistnok i det træge, hærdede Stof, der udgjorde
Bevidsthedsbeholdningens Ydersider. Gennem Aartusinder havde
Naturforholdene heroppe gennem Nedarving formet Sind, skikkede
til sejgt at omslutte.
Naturen selv, med dens langstrakte Overgangs-Aarstider, fyldte
med Graavejr, Slud og Kulde, var jo som en tyk Beholder for
Aarets to smaa Kerner, virkelig Sommer, virkelig Vinter. Selv
hver enkelt Dag havde sit lange, dobbelte Tusmørke. Trods den
drævende Tværhed var dog alt omskifteligt, intet til at lide
paa. Midvinter kunde med eet blive solblank og med maanebelyst
Sne; Midsommerens Fryd gaa tabt i graasløret Regntid. Fra Slægt
til Slægt gennem umindelige Tider var man saaledes bleven
vænnet til aldrig at stole for sikkert paa noget, hvad Vejrlig
angik. En vis graa i graa, veg og tykskindet Nøjsomhed var
bleven Grundpræget i Sindet. Og oven over dette Grundpræg laa
som mer eller mindre bevidst Tro, trængende igennem hvilken
Religion, man end bekendte sig til, en Forvisning om, at alt
gik, som det skulde. En egen dunkel,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 19:03:16 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dagligt/13/0155.html
