Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Djævletroen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Fig. 5) eller i Norge ment at se som en vældig Havmand kravle
op ad Fjældet (Fig. 6). Nej, i Drømme, i vaagen Tilstand, i hver
opstaaende Lyst eller fattet Beslutning, var Djævelen nu En nær.
Han stod bag Døren, laa skjult under Sengehimlen, vimsede i
Forstuen, stod lige bag Ens Ryg, fløj paa En som en Flue. Det
var ham, der bragte det Nøgle Garn til at trille netop hen paa
Ens Fod, det var ham, der hindrede den sortblissede i at malke,
dinglede Tyvekroppene i Galgen i Takt og mjavede som en Kat om
Aftenen i Gaarden. Og hvo kunde undgaa ham, naar han indsvøbt i
et ondt Menneskes Bønner, i Form af Forgørelse slog ned! Et Haar,
en afklippet Negl, blot en Sømstump kastet paa Bislaget var nok
til at give ham Magten. Her hjalp ingen Troesbekendelse eller
Skriftsted, de gav i hvert Fald ikke det, man trængte til:
sikker Forvisning. Tro stod blot mod Tro, Haab mod Frygt. Og det
var Djævelens mindste Kunst at svare: Amen.
Men saaledes svækkedes uformærkt selve Kirken. Den ydede ikke
den Hjælp, den var kommen for at bringe. Den maatte jo selv
tilstaa, at Djævelen var denne Verdens Herre og hver enkelt
Sjæl fra Fødselen ham nær tilknyttet (Fig. 7). Det gik i Norden
med Kirkens Hjælp som med dens Gudstjeneste. Een Dag om Ugen
strømmede alle til Kirke, følte sig sikrede bag dens Mure under
Værn af den fælles Bekendelse. Men de seks øvrige Dage var man
prisgiven Djævelen. Og hvo borgede for, at ikke dette Forhold i
Tal skulde blive det samme engang med Hensyn til Himmel og
Salighed. Det varslede ikke godt, at Kristus selv havde sagt:
Mange ere de kaldede, men faa ere de udvalgte.
Saa delte da Livet for Slægterne i Norden i Slutningen af det
16de Aarhundrede sig i to skarpt adskilte Dele, den ubændige
Glædes og den sorte Fortvivlelses, den genopvaagnede Naturs og
Djævelens Del. Og denne Dobbeltbelysning over Livet vekslede
ikke jævnt som i Naturen selv, en Dagside og en Natside, med
halvt umærkelige Overgange. Nej, de var rystede sammen, stod
med skarpt afskaarne Sider, som Brud i Glar, lige op ad
hinanden. Midt paa Sommerdagen, midt i Glæden, Jublen, Festen
kunde man gribes af den forfærdelige Vished om Djævelens Nærhed.
Og uundgaaeligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
