Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 15. Jesu Lære bliver Læren om Jesus. Stjernetydning. Treenighedslære og Djævlelære besætter Kristendommen. Kærlighed afløses af Tro. Med Kirkens Sejr er Oldtiden omme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sin eneste Søn til Verden for at frelse, hvad der kunde frelses,
"paa det enhver, der tror paa ham, ikke skal fortabes, men have
et evigt Liv". Ja, for den fjærneststaaende af Jesu Tilhængere,
den, der ikke havde kendt ham i Live, Paulus, blev hele hans Liv
og Lære ligegyldig overfor den ene Hovedbegivenhed, hans Død.[1]
Thi Gud havde ofret sin eneste Søn for Verdens Skyld; ved hans Død
paa Korset var Retfærdigheden sket Fyldest, og Syndsforladelse
erhvervet enhver, der, ved Tro herpaa, vilde tage Del i den
himmelske Naade. Af egen Magt derimod formaaede man intet;
Mennesket var ondt fra Fødslen af; det ene saliggørende var
Troen paa Kristi Offerdød, og selv denne Tro var ikke af egen
fri Vilje, men kun af Naade.
Hvilken uhyre Afstand mellem hin Kærlighedens glade Travlhed,
Galilæerens milde Tale om den guddommelige Husholdning, hvor
intet gaar til Spilde, men alt har Livskraft: Enkens Skærv,
den fortabte Søns Anger, Arbejdet i den sidste Time, den
faldne Kvindes tavse Ord – og saa denne nye Lære, hvor det
hele var forvandlet til Teologi! Kun mod Forevisning af
Troens uddelte Almissetegn fik man her Adgang til Livets
Festspil. Og dette bestod i Synet af den guddommelige
Gladiatorleg, ja end ikke af Legen selv, men kun af Kirkens
store Panoramabilled deraf med den prangende Paaskrift:
"Guds indre Historie, Verdens Løb".
Netop de dybere Aander maatte stærkest føle Manglerne ved
det nye. Fra de to ædleste Fortolkere af det nye,
Forfatteren til Johannes Evangelium og Paulus, stjæler sig
derfor ogsaa stundom det dybeste Suk, Sukket over at have
faaet Stene for Brød, Tro for Kærlighed. I Johannes-Evangeliet,
– denne vidunderlige Fremstilling, hvor
Fortællingen saa ofte svæver op fra Jorden, og Tanken taber
sig i Rytmer, medens bestemte Dobbelttoner: Lys og Mørke, Gud
og Verden, Aand og Kød, som Klang af Kirkeklokker paa engang
kalder og dysser Stemningen, – selv i denne Fremstillingsform,
som skabt til at indringe det nye, bryder stundom et
Virkelighedsglimt igennem, bortvejrer i et Nu al taaget Tale
om Tro og besegler som i et Kys en langt dybere Forstaaelse.
Jeg giver eder et nyt Bud, at I skal elske hverandre,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
