Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Grækerne. Landets Naturforhold. Oceanet. Thales. Anaximander. Phytagoras. Aristoteles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
snurrede rundt om et fælles Midtpunkt. Dette Midtpunkt kunde
naturligvis ikke være tomt; som Verdens Centrum maatte det
være et Brændpunkt, Hjemstedet for den hellige Centralild.
Men, kunde der indvendes, var det dog ikke forunderligt, at man
ingensinde fra Jorden havde lagt Mærke til hverken Centralilden
eller Modjorden? Ingenlunde, det stemmede tværtimod ganske med
Forholdene. Thi Modjorden kunde fra Jorden af ikke ses for
Centralilden, der var imellem. Og Centralilden kunde paa den
runde Jord kun iagttages fra den mod Ilden vendte Side, men
denne var jo netop ubeboelig, utilgængelig paa Grund af Heden.
Dette Verdensbillede syntes da at passe til Virkeligheden, og
det var saa skønt og storartet, at det maatte tiltale enhver
Græker. Fra Verdens Arne straalede, ligesom i det enkelte Hjem, i
den enkelte By, Lys og Varme ud til det hele, særligt til Solen,
der som en Brud, en ung Koloni modtog og atter bragte den
hjemlige Ild videre. I Kordans bevægede alle de andre Kloder sig
om Alterilden i Midten. Og hvor stemmede ikke Tal og Tid! 10 var
det fuldkomne Tal. Himmellegemernes Tal var 10, Jord og Modjord,
Maane, Sol, de fem andre Planeter og Fiksstjernehimlen. Og for
alle Grækere, der jo regnede med Dekader, var Dagenes Tal 10,
ganske som oventil: en Helligdag, nær Alterild, med ni andre
Dage i Følge. Pythagoræernes Lære var den græske Modsætning til
den babyloniske, syvdages Planetuge. Og ligesom denne svarede til
Stjernetydningen, anvistes der hos Grækerne de vandrende Kloder
en Virksomhed. Ikke som hist at afridse de jordiske Kaar. Jorden
var jo her selv en af de vandrende. Nej, stemte i Tonernes
talbeherskede Afstande, hver Klode susende gennem Æteren med Lyd
som af en dirrende Streng, istemte de i Forening den himmelske
Musik, den Sfærernes Harmoni, der svarede til og ombølgede
Verdens-Kunstværkets vidunderlige Skønhed. Naar Mennesket ikke
hørte denne Musik, var det kun fordi dets Øre, vant dertil fra
Fødselen, nu overhørte Tonerne.
Ved et mærkeligt Træf fremkom dette græske, skønhedsberuste
Verdensbilled omtrent samtidigt med, at deres Brødre mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
