Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Jøderne og den persiske Lære om Godt og Ondt. Gud og Djævel. De to Fortællinger om Syndfloden og om Skabelsen. Satans Uvikling i det gamle Testamente. Messiasideen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men kun om Lykke. Elskov og glad Arbejde er Livets Maal. Thi
Gud velsignede Manden og Kvinden og sagde: "Værer frugtbare og
vorder mangfoldige, fylder Jorden og gører eder den underdanig
og hersker over Havets Fiske og Himlens Fugle og alt levende,
som rører sig paa Jorden." Kun eet endnu – og her ytrer det
blide Livssyn sig i sin skønneste Form, parret med den
ægyptiske Lære om, at Blodet udgør Livet –: Vold maa ikke øves,
Blod maa ikke udøses! Derfor anviste Gud Mennesket til Føde
alle de Planter, der bærer Frugt; men Fiskene, Fuglene og
Dyrene de grønne Urter til Næring. – Og Gud saa alt, hvad han
havde gjort, og se, det var saare godt.
I denne Fortælling om Verdens Tilblivelse har menneskelig
Tro paa Livet, Drøm om Lykken fundet sit ædleste Udtryk.
Tilværelsens rigeste Tanke: Alt er Brødre, Børn af Gud,
banker her paa og vil ud.
Medens her saaledes svulmer en Følelse, der vil have alt og
alle med, er det stik modsatte Tilfældet i den anden Fortælling[1].
Den er skreven med samme uforlignelige Kunst som den første.
Hvert Ord er simpelt og naturligt og dog fint og velafvejet,
saa det hele Billede fattes lige let og bevares af store og
smaa. Men inderst i Fortællingens tiltalende Frugt ligger
den bittreste Kærne. Under denne lette Form ruger kun Mismod og
fortvivlet Livslede. Hvad hjælper det, at her fornemt er
afspærret særskilt Plads for Manden? Thi ikke som hist er den
frie Kultur Menneskets Maal, men da Gud havde dannet Adam af
Støv og indblæst ham Livsaande ad Næsen, satte han ham i den
Have, som Gud i Førstningen havde plantet i Eden, det Land,
fra hvis Flod de fire Hovedstrømme udgaa: Pison, Gihon,
Tigris og Evfrat. Og ikke som hist er Menneskeparret blot et
øverste Led i Skabningens Række, nej Manden er først af alle.
Thi for at Adam ikke skulde være ene, dannede saa Gud, ligeledes
af Muld, alle Markens Dyr og Himlens Fugle og førte dem til ham;
og tilsidst dannede Gud af Mandens Ribben den ypperste Adspredelse,
Kvinden. Rigere end Perserkongen, sikrere end Ypperstepræsten i en
fredet Tempellund stod Adam der som Verdens Herre.
Men hvad hjalp det alt? Thi den Gang som nu brændte den
store Modsigelse i Mandens Sjæl, Modsigelsen mellem Godt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
