Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 7. Ægypten. Landets Natur. Solens store Betydning. Solguden lader sig med visse Mellemrum føde paa Jord. Treenighed. Gud stiger ned til Underverden. Stjernetydning naaer fra Babylon til Ægypten. Solens Dag, Søndag bliver Ugens første og vigtigste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Isis med Barnet Horus), i hvilket man har ment at finde
Forbilledet for en senere Tids Madonna-Fremstillinger.[1]
Den anden religiøse Forklaring kom en fysisk Løsning at
Vanskeligheden endnu nærmere: Det er en plump Misforstaaelse
af Treenigheden at tænke sig Gudfader blivende dræbt af en
Fjende og atter hævnet af sin Søn. Det er samme Sol, der
vender tilbage. Naar den om Aftenen gaar ned i Vest, dør den
ikke, men vandrer ad dunkle, vildsomme, farefulde Veje gennem
Underverdenen tilbage til Øst for atter næste Morgen at staa
op paany. Det er en og samme Gud, der er den sejrende og
lidende, Verdens Herre og Verdens Frelser. Idet Gud stiger ned
til de dødes Rige, giver han paa een Gang sin uudgrundelige
Omhu for Mennesket tilkende og viser sig som Underverdenens
Dommer og Herre.
Paa denne skønne Solfortolkning var atter det ægyptiske Syn
paa Menneskelivet bygget. Solens Løb, Guds Væsens Udtryk, er
tillige Sindbilledet paa Menneskets Vilkaar. Ogsaa det lever,
dør og maa stige ned i Underverdenen. Men frygt ikke! Mumien
betegner kun Livets tørre Støvtid, førend Livsvældets Strøm
atter stiger. Som Solen skal Menneskesjælen vende tilbage og
tage sit ventende, sit fordums Lègeme i Besiddelse. Thi Sjælen
hører Solen til, den frifindes af Dommeren i de dødes Rige og
tager Plads i Solens Baad. Er end Farten besværlig i
Underverdenen med mange Farer og Kampe, der naa’s dog engang
frem til Lysets Morgen. At "de dødes Stad" ved Memphis og ved
Theben laa i Bjærgene mod Vest, havde derfor sindbilledlig
Betydning, det var Solnedgangens Land. Overfarten over Nilen
betegnede Overfarten til et hinsidigt; Men Farten gik ad
hemmelighedsfulde Veje videre med Solen, med Gud.
Det ægyptiske Syn paa Tilværelsen afrundede sig saaledes til
en glad Tillidsfuldhed, parret med en hærdet Fornemmelse af,
at bratte Omslag, svære Tider hørte nu engang til. Livssyn og
Mindesmærker svarede til hinanden. Slank som en Obelisk,
regelret og fastfodet som en Pyramide, med Hang til ensformig
Gentagelse som Billederne derpaa, ragede denne Forklaring op,
badet i Sollys, kantet og stiv. Det er lige betegnende for den,
at den højeste Gud her naaede til at nære Forsorg for Alverden,
og at han dog kunde tænkes spærret inde i en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
