Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 11. Ægteskabeligt Samliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Purk. Naar han lykkeligt havde undgaaet at blive ligget ihjel, kom
den Tid, hvor han som Smaastat skulde se at klare sig selv. Men
det var ikke let, thi det gik ud over de smaa, hvad enten saa hele
Husets Børneflok sloges, Kuld mod Kuld, eller man mere
enkeltvis svinede ved Brøndvippen, suppede Hoser i Møddingepløret,
eller var med at plyndre Abildgaardens halvmodne Frugt. Selv
inden Døre var det ikke bedre. En uøvet Haand i Fadet førte let
til et Rap af en større og endda ikke det eftertragtede Stykke. Og
naar de voksne gik i Seng, vankede der ufejlbarligt Puf, tidt ekstra
til og maaske endda paa falsk Angivelse, naar ikke Talglyset var
saa barmhjertigt at ose Glemsels Slør.
Alt sligt hørte nu imidlertid med. Børnene vænnede sig dertil.
Og selv den blideste maatte indrømme, at raa Behandling her
stundom kunde være ret nødvendig. De Forværrelser, der paa
dette Omraade indtraadte, svarede nærmest kun til Børnenes
voksende Tal.
Men langt værre var en anden Forandring, der halvt
umærkeligt foregik i det 16de Aarhundrede. Fremkaldt af en
dobbelt Række Aarsager ytrede den sig i en stigende Haardhed
mod Børnene. Som i fælles Kor lyder gennem Aarhundredet
Christian Pedersens Ord: "Spar ikke Riset"[1]. "Ris gør godt
Barn"; "man skal revse et Barn, at det ej vorder ondt, og et ondt,
at det ej vorder værre".
"Gør dem smukt blaa paa Lænder og Rygge,
Naar de bruge nogen ond Stykke"[2]!
Eller som Niels Palladius udtrykker sig: "Saa siger Salomon:
Lad ikke af at tugte dit Barn. Thi giver du hannem af Ris, da dør
han ikke deraf"[3]. Eller Niels Hemmingsen:
"Den, som sparer Riset, han elsker ikke Barnet. Jeg kendte en mærkelig,
from og gudfrygtig Mand, som havde ikkun een Søn. Hannem havde han
saa kær, at han aldrig maatte med Ris straffes, hvilket Gud
fortrød og kaldede det samme Barn fra hannem til stor Sorge"[4].
Ved første Øjekast studser man ved denne Retning. Den ældste
Slægt, f. Eks. Christian Pedersen, havde jo netop en Tid været
med til at dadle den altfor haarde Børnetugt. Men der var
siden da foregaaet en Strømkæntring. Og ganske naturligt; thi det,
den opvoksende Slægt skulde lære, var blevet mangefold forøget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
