Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 11. Ægteskabeligt Samliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Slagsbroderskik, vilde hin Tid med Rædsel bemærke al den Ondskab, der
under Uantastelighedens Form nu smilende kan
udveksles ved et selskabeligt Møde. Haandgribeligheder er
nu Udtryk for, at Grænsen er overskreden, dengang for, at man
endnu befandt sig paa den rette Side og ikke var naaet til Brugen
hverken af onde Ord eller blanke Vaaben.
Et Eksempel vil tydeliggøre, hvorledes man i det 16de og 17de
Aarhundrede betragtede legemlig Tugtelse. Leonora Kristine
Ulfeldt fortæller i sit "Jammersminde" om sit Forhold i Fængslet
til en Oppasserske, der drillede hende paa forskellig Maade. Hun
anfører følgende til Bevis for, at hendes Bøn til Gud om
Selvbeherskelse blev opfyldt og alt gik ret lempeligt af.
Oppassersken havde af Ondskab slaaet Vand paa Gulvet, hvor Leonora
Kristine vilde gaa frem og tilbage. "Der jeg kom i Døren, blev
jeg det vár. Foruden nogle Ord slog jeg hende først paa den ene
og saa paa den anden Kæfte, saa Blodet stod ud af Næse og
Mund, og hun faldt imod sin Slagbænk og stødte sit Skinneben
Huden af. Hun begyndte at bruge Mund og sige, at hun aldrig fik
saadan Ørefigner i sine Dage. Jeg sagde straks: "Holder Kæften!
ellers skal I faa flere af dem! Jeg er endnu ikkun lidt vred, men
gør I mig ret vred, jeg skal lemlæste Eder." Hun tav for den
Gang, men gjorde al den smaa Fortræd, hun kunde. Jeg tog det
alt med Sagtmodighed an"[1].
Hvis nogen i Nutiden overhovedet vilde have berettet det
samme, vilde det være sket under modsat Form: "Jeg blev kun
eengang heftig, men hvor meget jeg end maa beklage dette,
medførte det dog det gode, at den anden blev skræmmet" o. s. v. For
Leonora Kristine var der tydeligt nok ikke noget mærkeligt i, at
hun slog, hun fremhæver udtrykkeligt, at det ikke skete i
Heftighed; men derimod synes hun ikke uimodtagelig for Ros i
Anledning af selve de velrettede Slag.
Niels Hemmingsen kunde da længe nok sige: "Med Slag og
Hug at rette sin Hustru bruger ingen viis Mand". Deri havde han
naturligvis Ret. Det var ikke Festbrug, men Hverdags Genvej. Og
den laa nær for de fleste. Men for Flertallet af Hustruer stillede
det sig i rolige Øjeblikke vistnok som en ret godmodig Maade af
Manden at klare et Mellemværende paa. Især da de maatte tilstaa
at være gaaede endnu videre, thi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
