Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Adelig Jomfruforsørgelse. Maribo Kloster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dem ud af Klostret og laant dem Axel Urnes Bøndervogne til at
komme i god Behold afsted.
Kiven fortsattes i Klostret, og Kongen bidrog til at nære den
ved i September 1568 at tilskrive Abbedissen[1], at han havde
givet Jomfru Johanne Falster Lov til at indtræde i Klostret, da
hun "agter dèr at leve gudfrygtelig i hendes Jomfru Levnet".
Dette var allerede at gaa Klostrets Rettigheder for nær, da jo
Jomfruerne holdt paa, at deres Tilladelse til at blive optagen i
Klostret først skulde erhverves. Men hvad værre var, Kongen
tilføjede i Brevet en Anmodning til Abbedissen om at skaffe
Jomfru Johanne Falster "et Skorstens-Kammer", og "at I tilsteder
hende at gaa i hendes egne, sædvanlige Klæder, som hun her til
Dags brugt haver".
Denne Meddelelse og denne Anmodning vakte en Storm af
Uvilje i den lille Republik. Nu tilrev Kongen sig
Myndighed over dem, foreskrev, hvem der skulde have de bedste
Værelser, og nedbrød al Lydighed ved at fritage enkelte for at
bære Ordensdragt. Den unge Jomfru Sophia Gyldenstjerne gav
et veltalende Udtryk for denne Stemning i følgende Linjer til sin
Fader[2]:
"Kongen har inte med vort Kloster at gøre; det er
givet Adelen til deres Børn... Nu har her været en Jomfru med
Kongens Brev, at min Abbedisse skulde tage hende her ind, at
hun skulde have en Stue med en Skorsten og Kammer og sin
egen Pige og gange i sine egne Klæder og hverken sjunge eller
læse med. Og med de Vilkaar kan hun ikke her indtages uden
et stort Oprør imellem os her inde, for jeg lader mig tykke i mit
Sted, at jeg er saa god som hun. Faar hun de Vilkaar, saa
ville og flere have det. Det kan inte bære [ikke fejle], at saa ville
de have et aabent Kloster og saa fare om Lande som andre
Tatere. Er nogen ikke tilfreds med den Skik, her er gjort inde, saa
var det bedre, at de bleve ude".
Det var dog ikke blot i denne Anledning, at Stormen brød løs.
Klostret var delt i to Hovedlejre, de ældres og de yngres.
I Spidsen for de sidste stod en Slægtning af Kansler Johan Friis,
Jomfru Karen Friisdatter, der paa Trods udeblev fra Bordet,
Kapellet og Konventstuen og fik de unge til at gøre ligesaa. "Hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
