Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Usædelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bedrives dog Synd og Ondskab nok, at man billigt ikke skulde
tilstede dennem, som andre skulle lære og give godt Eksempel,
at bruge slig Forargelse. Hermed sker vor Vilje og alvorlige
Befaling. Thi lader det ingenlunde!"
Regeringens berettigede Harme er umiskendelig i denne
Skrivelse. Det var da et stærkt Stykke, naar man alligevel vovede et
Par Maaneder efter paa Roskilde Landemode at lade Sagens hele
Udfald blive følgende: "Hr. Niels, Præst i Karlebo, som er
overbevist om at have bedrevet Hor med en gift Kone dèr i Sognet,
berøves sit Embede", dog med den tilføjede Formildelse, at han
– "paa et andet Sted kan stedes til gejstligt Embede paa Grund
af hans tidligere ustraffelige Liv, der er hele Landemodet
vitterligt og hvorom Vidnesbyrd er fremlagt"[1].
Hvad den øverste Gejstlighed overhovedet turde byde
Regeringen, er utroligt. Da saaledes Frederik den Anden 1579 havde
sendt de forsamlede Bisper den førnævnte skarpe Irettesættelse,
fordi "vi komme udi Forfaring og have selv befundet", at en
Part Præster og Provster leve i idelig Drukkenskab, Horeri og
andre grove Laster, blev Bisperne ikke Svar skyldige. De skrev
til den øverste Sekretær, Arild Hvitfeld, og erklærede simpelthen,
at dette, hvad Hor angik, ikke var Tilfældet. "Endog vi gøre
vor bedste Flid, saa kan der ligevel findes nogen, som ikke vil
lade sig undervise, besynderlig med Drukkenskab; fordi [thi]
Horeri vide vi ikke nogen at være befunden med, at han jo straks
er skilt fra sit Kald"[2].
Lod Regeringen sig byde sligt, kan det ikke undre, at den lod
sig drive videre og snart selv tog Del med i den paatalte Mildhed
mod Gejstlige. Det blev nu ikke længer blot Landemoderne, men
Regeringsraaderne og den unge Christian IV, der viste
Skaansomhed: fandt sig i, at en for Hor afsat Præst blot lod Embedet
bestyre af en anden, med hvem han delte Indtægterne[3], tillod en
Kapellan, der "af Skrøbelighed havde beligget et Kvindfolk",
atter at fange Kald[4], tilgav paa fyrstelig Forbøn en Præst, skøndt
han havde begaaet den store Brøde at beligge et Søskendebarn[5],
ja benaadede den ovenomtalte Student, der var dømt fra Livet
for Løsagtighed, med fem Aars Studium i Udlandet samt –
Faderens Præstekald[6].
Men gik saaledes de første Slægtled af den lutherske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
