Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 5. Forskellige Opfattelser af Ægteskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vægten paa Mandens Ret til at følge sin Drift, og et Utal af
Slegfredforhold blev Følgen. Hos Oldtidens Grækere agtedes
Kvinden lavere end Manden, Elskov betragtedes som enhver anden
Naturtrang, der bør stilles, blot ikke uskønt. Penelope ventede
tyve Aar tro paa sin Husbond, Odysseus var hende ogsaa tro,
skøndt han i Mellemtiden stod i Forhold til andre Kvinder. Hos
Oldtidens Romere overvandt Folkets skarpe Retssans tildels
Naturdrift, og omgærdede Moderens Rettigheder i "Familien".
Først da den romerske Kultur blandedes med den græske, tabte
Ægteskabets Fasthed sig, og løse Elskovsforhold tog Overhaand.
Leddene i den Rækkefølge, der skulde forklares – Knop,
Blomst, Frugt, Frø – faldt i alle disse Forklaringer mere
eller mindre ud fra hinanden, og Eftertrykket lagdes, i det
mindste hos Nordboerne og Grækerne, særligt paa Blomstringstiden,
paa den mandlige Lystfornemmelse. Hvad der lettede denne
Splittelse og samtidig gjorde den mindre trykkende, var
Folkenes Flerguderi, der tillod at have en Gud for hvert Forhold og
skiftevis at ly til hver af dem. Hos Romerne f. Eks. trivedes
Priapus og Vesta Side om Side. Vanskelighederne voksede
derimod, naar den hele Rækkefølge skulde opfattes ud fra
Troen paa een Gud.
Det første energiske Forsøg herpaa var Jødernes. Skøndt
de i Ægypten havde lært saa meget, havde Opholdet her dog
hverken udvisket deres Tro paa Jehova eller bibragt dem Troen
paa den enkeltes Udødelighed. I Ægypten gik man saa vidt, at
man haabede ikke blot paa Sjælens, men ogsaa paa Legemets
fortsatte Bestaaen og balsamerede det derfor efter Døden, gemte
det i Mumiekiste, ja forskansede det i Pyramidernes faste Værn.
Men Jøderne forblev kolde overfor denne Tro og havde kun faa
Ord tilovers for Sjælens Liv efter Døden. Nej, Jehova sørgede
for sit Folk paa anden Vis. Naar han havde forjættet: "I din Sæd
skulle alle Jordens Slægter velsignes", saa holdt han dette Ord
ved at give sit Folk Sejr i Kamp mod dets Fjender og bestandig
rejse det nye Afkom. I Slægtens Fortsættelse laa den
enkeltes Udødelighed og Part i Forjættelsen. Derfor
var Børn Lykken. Ikke disse bestemte Børn, som man elskede
hvert især, men Børn. Da Job var bleven plaget ved at miste
sine syv Sønner og tre Døtre, trøstede Gud ham ved at give
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
