Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Bryllupssange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kopuleret til Mademoiselle Christine Carstensdatter"[1]. "Een hjulpen
ved tvende, tvende hjulpen ved Een; Præsten og Præstens Dotter
i Birkerød hjalp paa Een, Hr. Maurits Jensøn, den ene har gjort
ham før til Kapellan, den anden gør ham i Dag til Mand. Han
hjalp igen paa tvende, paa Præsten i hans Alderdom, paa
Dotteren i hendes Ungdom. Hin gør han Tjeneste i Templet og
Kirken, denne skal han gøre Tjeneste i Huset og Sengen. Det
første har han begyndt at gøre" o. s. v.[2] "Veneris Jagt i
Lundedalen, da Mag. Lorents Bildsø, Sognepræst til Kjettinge og
Bregninge i Laaland, ægtede den gudelskende Mademoiselle Anna
Sophia Lunde"[3]
o.s.v., o.s.v. Mellem alt dette tager det sig
næsten ud som en blot Fejltagelse, en latterlig Tankerest fra en
svunden Tid, naar Præsten i Fjelstrup Aar 1701 af Konsistoriet
i Haderslev idømtesen Bøde for et "kødeligtstilet" Bryllupsvers
til Præsten i Vonsbæk[4].
Det er klart, at en Udviklingsrække som Bryllupssangenes
hverken kan forstaas eller maa bedømmes ud fra Nutids
Forudsætninger. Man skuffes imidlertid ogsaa let, naar man vil søge
at forstaa dem i Forhold til deres egen Tid, efterdi de i deres
Blomstring optog enkelte fremmede Elementer. De bedste af
dem bærer saaledes tydelige Spor af Ludvig den Fjortendes
Tidsalder, baade i Valg af Stof, den behændigere Versbehandling og
i Evnen til at slibe en Plumphed tvetydig. Men deres Væsen
bunder dybere, deres egentlige Artsmærke er et andet.
Dette fattes først, naar man mindes, hvorledes denne Retning
herskede ikke blot i Danmark, men samtidigt i Tyskland[5];
hvorledes hist som her Præstemænd, hvis Bravhed vi ikke har
mindste Grund til at drage i Tvivl, slog Følge med, ja gik i Spidsen.
Den inderste oprindelige Stemning var en religiøs. Klart
bestemmes Visernes Betydning af den tysk-danske Digter Johan
Lauremberg allerede i Aarhundredets første Aartier: "Naar
Brudgommen fører sin fagre Brud til Lejet, og Bryllupssangene
mangler, da hviler han Natten igennem kraftesløs og slap som
den aldrende Nestor. Men har Sangene lydt, da undfanger
Bruden"[6]. Hvad var da, rettelig set, Bryllupsviserne andet end
Kirkens, Menighedens opmuntrende Tilraab til Parret. Kun en
vantro Daare kunde tage Forargelse heraf. For de troende lød det
som Herrens eget Kald til Arbejde i Vingaarden. Det opildnede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
