Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Morgengave
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mod Misgifte. For Mænds Vedkommende var Fordringen end
ikke iklædt Lovsform, idet der til at være adelsbaaren strengt
taget kun krævedes at være ægtefødt Barn af adelig Fader,
medens der ikke var noget bestemt Lovbud for, at Moderen
ogsaa skulde være adelig[1].
For Kvinders Vekommende havde
man kunnet nøjes med saa milde Sikringsmidler som følgende
Afgørelse af Christian den Første: Fanger fri Kvinde ufri Mand,
da er hendes Gods ufrit i hans Tid. Naar han afgaar, da er
Godset frit til hende. Haver han Børn med hende, som det Gods
arve, da er ogsaa Godset ufrit, med mindre Børnene kunne
forhverve deres Frihed af Kongen[2]. – Men efter
Reformationen voksede Faren.
Det første Sammenstød mellem Lutherdom og Adelsfølelse
fremkaldtes af Kvinder. Ikke faa Adelskvinder ægtede nemlig
straks efter Reformationen uadelige Mænd. Saaledes løb en
36-aarig, adelig Nonne i Ringkloster, Jomfru Birthe Munksdatter,
bort med en Borger i Viborg, Peder Holst, og ægtede ham[3].
Magister Mads Hvid giftede sig med Fru Lene Olufsdatter paa
Estvadgaard[4]. I begge Tilfælde opstod der Retstrætte. Den
bortløbne Nonne gjorde Fordring paa at gaa i Arv med sine Søskende,
hvad dog ved Christian den Tredjes og Rigsraadets Dom
nægtedes hende i Henhold til den gamle Retsregel: Klostergiven
mister Arveret. Men Fru Lene og hendes Magister forhvervede
af Christian den Tredje Aar 1544 kongeligt Brev paa, at hun og
hendes Børn og Arvinger maatte til evig Tid nyde hendes
Arvegods ligesaa frit, som andre frie Mænd og Kvinder her i Riget
nyde deres. Som en Følge heraf kom deres Datter Ane, skøndt
ufri, i Besiddelse af frit Jordegods.
Sligt maatte for enhver Pris fremtidigt hindres. Ikke længe
efter denne kongelige Eftergivenhed udvirkede da Rigsraadet, at
det ved Lov blev fastslaaet, at sligt ikke mere kunde ske. I
Recessen af 1547 kom det til at hedde: "Skal ingen fri Kvinde eller
fri Mø efter denne Dag tage nogen ufri Mand. Hvis nogen
fordrister sig til herimod at gøre, og det ikke sker med hendes
Venners Raad [*c: Frænders Samtykke], da skal hun straks have
forbrudt al hendes Jordegods til næste Arvinger, saa at de maa
det straks annamme"[5].
I den koldingske Reces af 1558 blev der
dog til denne overordentlig haarde Bestemmelse føjet den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
