Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Morgengave
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1577 hævdede Adelens Eneret til at give "Morgengave". Det var
denne Stand, der i Middelalderen havde opdyrket den i Højde
med Hovedgaven "Fæstensgaven". Det var denne Stand, der i
de sidste Aartier havde skabt deraf en kostelig Pragtblomst, som
langt overstraalede alt, hvad Fortiden havde kendt af tilsvarende.
Selve dette Skridt af Rigsraadet, at forbeholde Adelen Eneret til
"Morgengave", viser tillige noksom, hvilket Værd man tillagde
dette Modestykke. Og det var i rette Tid, man inddrog det. Der
var jo voksende Stemning for at holde Bryllup. Kun fem Aar
efter, 1582, blev Bryllup lovbefalet for alle. Ved denne Lejlighed
vilde Borgerstanden ufejlbarligt have fulgt Adelens Spor og lagt
Vægten paa Morgengaver. Men da var Herligheden allerede
beslaglagt. Fra Aar 1577 blev altsaa Morgengave en adelig Forret,
og denne Bestemmelse holdt sig og gik siden over i Christian
den Femtes Lov[1].
Borgerstanden, der var bleven narret, fik
nøjes med at tilegne sig det tiloversblevne, Fæstensgaven. I
Christian den Fjerdes Reces kom det til at hedde, at Gejstlige,
Borgemestre, Raadmænd samt fornemme Købmænd maatte i
Fæstensgave give ti Lod Guld, andre Købmænd og fornemme
Haandværksfolk "en Guldring paa en Rosenobel" eller to"; men
"gemene Haandværksfolk og andre" slet intet[2].
Rigsraadet begyndte altsaa Mødet paa
Antvorskov 1577 med at tilegne Adelen Eneretten til
Morgengave. Men man var jo kommen sammen for at hemme
Misbrugene. Dette søgte man opnaaet ved at vedtage, at fra
denne Dag maatte ingen paa egen Haand give højere
Morgengave end totusinde Daler; vilde nogen give mindre,
stod det ham selvfølgelig frit for. Udstedte nogen derimod et
Morgengavebrev paa mere end ovennævnte Sum, saa havde dette
Brev kun Gyldighed, for saa vidt det var udstedt med hans
Arvingers Samtykke[3].
Det var meget langt fra, at disse nye Bestemmelser standsede
Tidens ubændige Trang til Overdrivelse paa dette Omraade. De
retledede den kun. Fra nu af blev totusinde Daler eller firetusinde
Lod Sølv blot den staaende Takst, som ikke turde underskrides,
"gammel vedtagen dansk Skik og Brug", som det kaldtes. Men
de turde vel overskrides. Og her var to Veje at gaa. Der var jo
intet Forbud udstedt med Hensyn til Fæstensgave. En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
