Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- 10. Sengeledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Begyndelsen sig vel med Glæde beteer,
Men Enden dog vist med Bedrøvelse skeer,
Naar Døden tillukker vort Øje
[1].
Endnu ned i det 19de Aarhundrede bevaredes den gamle Brug
i enkelte Egne af Skaane. Det hedder herom: Naar Brud og
Brudgom har taget Plads i Sengen, udstyrer de hinanden med
"natmössa"[2].
Det laa i Sagens Natur, at den "Konehue", der
anvendtes ved denne Lejlighed, var afpasset til Forholdene: paa
een Gang pragtfuld og dog beregnet til at ligge med. Den var
derfor forskellig fra en Konehue til Brug om Dagen, ikke af Fløjl,
men som den danske Forfatter, der ikke kendte det senere Ord
"Natkappe", udtrykker det: "et Hovedklæde eller en Linhat",
eller som det i Norge endnu i det 18de Aarhundrede betegnes:
"et hvidt Klæde"[3].
Brudgommens Nathue var ogsaa pragtfuld.
Det er muligt en saadan, der beskrives saaledes i et gammelt
Regnskab: "En Nathue vævet med Sølv og Silke"[4].
*
Under alt dette sang de tilstedeværende en Salme. Naar
den var omme, traadte Præsten frem, læste en Bøn eller
holdt en Formaningstale til Parret. Derpaa blev en ny Salme
sungen, og Gudstjenesten var omme.
Den hele Skik var, som ovenomtalt, af katolsk Oprindelse og
havde i sin Tid udgjort et Led med i den natlige Brudesengs-Vielse.
Ifølge Bestemmelserne ved det engelske Hof omkring
Aar 1500 skulde ved en Prinsesses Bryllup Brudesengs-Vielsen
netop finde Sted, naar Parret sad afklædt i Sengen[5].
Reformationens Indførelse i Norden forandrede intet
væsentligt i denne Art Gudstjeneste. Mariasangene ændredes vel eller
afløstes af andre Salmer, Bestænkningen med Vievand bortfaldt,
og Brudesengs-Vielsen gik – hvad der dog hyppigt ogsaa havde
fundet Sted under Katolicismen – over fra at være en Vielse af
selve Sengen til at blive en Velsignelse af de to i Sengen. Men
iøvrigt var Indtrykket af Salmesangen og Præstens Virksomhed
saa omtrent det samme som tidligere. Saaledes holdt Forholdet
sig langt ind i det 17de Aarhundrede, da den gamle Skik begyndte
at bortfalde i sædvanlig Rækkefølge, først i Danmark, saa i
Sverige og derpaa i Norge. Om Tilstanden paa Sjælland siger Peder
[1] Peter Dass’s Nordlands Trompet, udg. af A. E. Eriksen,
S. 62.
[2] H. P. Klinghammer: Minnen från Åren 1829-39
(Helsingborg 1841). S. 54.
[3] H. J. Wille: Beskr. o. Sillejords
Prestegj. (Kbhvn. 1786). S. 262.
[4]
Regnskab for Otto Christophersøn Ulfelds Værgemaal 1661-63.
N. K. S. no. 1394 m.
[5]
J. Brand: Popular antiquities of Great Britain, with corrections
by W. C. Hazlitt, II (London 1870). S. 115.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 19:02:46 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dagligt/11/0233.html
