Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Dans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I Skandinavien derimod savnede man Sans og Forudsætninger
for hele denne elegante Spidsfindighed; man lod "Kunstens Lære"
ligge og optraadte blot praktisk. Men herved gled uvilkaarligt
Tonen ved den nye Dans ned i et Lavmaal, svarende til en
tidligere kendt, der ligeledes endte med Kys, den noget tvivlsomme
Dans: "Bederdansen". Hvad enten dette Navn kom af at bede
i Betydningen af at jage, eller vel snarere af at bede i
Betydningen: tigge, vist er det, at Dansen selv, naar den ikke legedes
mellem nærbekendte, men som den oftere omtales i Folkevisen:
mellem fremmede, i det fri, en Sommernat, kun nød daarligt Ry
for sine Sæder[1].
Det var saaledes en højst uheldig Forbindelse for
Polskdansen at indgaa. Et Minde om Sammenblandingen er
vistnok Udtrykket "at gaa polsk Tiggergang". Hos Samfundets øvre
Lag tabte den Skik sig at kysse sin Dame efter Dansen, da ved
Midten af det 17de Aarhundrede fransk Mode gjorde sig
gældende. I enkelte Egne af Holsten holdt den sig længe efter
[2].
Hos Nordens Landalmue ændredes i Aarhundredernes Løb Kysset
bag efter Dansen til den trægere Form for mandligt Kærtegn, der
syntes mere passende i manges Nærværelse: at Danseren, naar
Dansen var omme, skulde sidde med sin Dame paa Skødet.
Men Polskdansen i det 16de Aarhundrede førte videre endnu.
Var det maaske en Skik medbragt fra Polen? Eller var det
"Bederdansen", der her igen var paa Spil? Denne legedes jo i
Tyskland til en Sang, der ogsaa var godt kendt i Danmark, om
en Stodder, der tiggede hos en "karrig Nidding" og endte med at
sove hos dennes Hustru[3].
Eller var det hele blot en Opfriskning
af den nordiske Skik "at ligge paa Tro og Love"? Vi veed det
ikke. Men vist er det, at efterhaanden blev det Brug, at
Parrene efter sidste Dans lagde sig ti l Hvile, hvert paa sin,
eller flere paa samme Seng.
For ikke helt at misforstaa dette, maa man mindes Datids
Forhold. Sligt var ikke i og for sig stødende. Begge Parter forblev jo
fuldt paaklædte; flere var tilstede; en Seng svarede efter Datids
Begreber til en magelig Siddeplads, en Sofa, efter vore; og sligt
Samvær var anset for fuldt tilladeligt mellem unge, hvis Hjerter
droges mod hinanden. Men dog fik netop den nye Skik et ikke
ufortjent Skær af det upassende. Flere Grunde virkede her
sammen. For det første var blandt Adelen den engang godkendte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
