Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Dans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Plads med Vold, som to berusede Insekter mellem undrende
Siv, naar Solen brænder paa Vandspejlet.
At en saadan Dans maatte vække Forargelse, er let at forstaa.
Ligefrem overført paa dansk Grund vilde den vel endogsaa have
været en Umulighed, dertil var det Anstød, som den i saa Fald
maatte vække hos alle ældre, for stærkt, og dertil stred den ogsaa
for meget mod de unges danske Sky for det altfor ildfulde. Men
den havde endnu en ægte polsk Egenskab: Enhver havde Lov at
danse den, som han selv lystede. Ved Hjælp af denne Tryllenøgle
banede den sig Vej overalt. Man lod foreløbig Polakkerne beholde
deres altfor vilde Fagter og nøjedes med to Nyheder: den
skiftende March i to Rækker og den parvise, svingende Dans.
Man kan nogenlunde følge den polske Dans’s Indtog i de
forskellige Lande. Det er saaledes vistnok Spor af det vakte
Anstød, naar Luther i sin Postille besvarer det Spørgsmaal, om
det ikke er en Synd at danse ved Bryllup, da jo Ordet gaar, at
mange Synder opstaar af Dans. Han svarer: "Da det er Landsens
Skik at danse ligesom det at indbyde Gæster, smykke sig, spise
og drikke og være glad, saa ser jeg ingen Grund til at fordømme
Dansen i og for sig, men kun dens Overmaal, naar den enten
bliver utugtig eller overdrives. At der syndes, bærer Dansen ikke
ene Skylden for, thi der syndes ogsaa ved Bordet, og i Kirken
ligervis. Hvor det da gaar tugtigt til, giver jeg Bryllup, hvad Ret
og Brug er, og lader dem fremdeles danse"[1].
Muligt vilde dog Dommen have lydt noget haardere, hvis
Luther havde anet, hvor hurtigt og sikkert den ny tvivlsomme
Dans bredte sig. Allerede ved Aarhundredets Midte hedder det
enslydende fra England og Tyskland: "Efter Maaltidet
begynder først ret et vildt, vanvittigt og utugtigt Væsen. Thi man
fører Bruden ud paa en aaben Danseplads, og her begynder en
saadan Renden, Løben og Hvirvlen mellem hinanden, og man ser
en saadan kødelig Kasten til Vejrs og Blottelse af Kvinderne, at
man skulde tro, disse Dansere havde bidt Hovedet af al Skam og
var lutter gale og vanvittige, der sprang en Skt. Veits Rej"
[2].
I Danmark og Holsten var den nye Dansemaade vel kendt
ved det 16de Aarhundredes Midte, thi herfra bredte den sig
straks efter Ditmarskens Erobring 1559 til disse hidtil uberørte
Egne[3].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
