Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XI Bog. Bryllup / 185 (1914-1915) Author: Tr. Fr. Troels-Lund Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Dans

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

         Der ganger Dans
         Faa Herridsvold,
         Jomfruer de traadte Lykkedans,
         Og Riddere legte Boldt.
[1],

eller at nogen Kind kunde rødme af Undseelse, naar den altfor
frie Vise istemtes: "Munken gaar i Enge den lange
Sommerdag"[2];
endsige at slig en Dans skulde – om end blot efter en
Vises Paastand – have sat Splid mellem Valdemar den Store
og Dronning Sophia, og bevæget denne til at myrde den, hvem
Kongen havde danset med[3].

En Grund til, at disse Danse er endt som Børnelege, er vel
den, at de er saa lette at lære, at enhver straks kan lege dem med.
Men ret interessant er det dog at lægge Mærke til, hvorledes de
den Dag l Dag leges med Liv og Lyst ogsaa af voksne ligefra Seinens
Bredder til Mälarn, saa snart
blot de rette Betingelser er tilstede. En Fridag, Sommerluft, lidt
overskygget Grønsvær er nok til at vække den tusindaarige Vane.
Sagen er, at de oprindeligt var bestemte til Friluft, ogsygner hen,
hvor de ikke længer kan foregaa heri.


Fig. 33. En Havfrue. Kalkmaleri i Vigersted Kirke paa Sjælland.
(Efter Akvarel af J. Kornerup 1890 Nationalmuseet.)

Derfor hører vi ogsaa i Middelalderens Folkeviser
altid kun Tale om Dans i det fri, og herved er aldrig, som
stundom nu til Dags, underforstaaet en Danseplads med
Trægulv. At en Havfrue kun kunde danse "paa Tilje", laa i hendes
ejendommelige Bygning. Selv om hun, som jo stundom var
Tilfældet, havde to Haler (Fig. 33), kunde det endda knibe for
hende ikke at glide ud og falde. Men Folk med Fødder at staa
paa kunde dog heldigvis træde en Dans, hvor det skulde være.
Og hvad egnede sig til en "Rej" saa godt som en Skovsti? Hvor
var saa ypperlig Plads til en "Fuglefænger" eller "Enkeleg" som
paa Volden, Toften, Tunet, ved Borgeled, eller hvad nu den
aabne Plads ikke langt fra Huset kaldtes? "Dansen den gaar
saa let gennem Lunden"; "Kongen stander i Lofte, han hører
den Dans over Tofte"; "Der hun kom til Borgeled, Bederdansen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>