Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 7. Brudedansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Anden og sidste Afdeling af Brudedansen bestod i at
Brudgommen og Bruden dansedes ud af de ugiftes og
ind i de giftes Lag. Stundom lodes der et Mellemrum mellem
Brudedansens to Afdelinger, og i denne Ventetid gik da Dansen
frit paa sædvanlig Vis, indtil der henad Midnat klappedes op til
Brudedansens Afslutning. Men lige saa hyppigt lod man dog
vistnok den anden Afdeling følge umiddelbart ovenpaa den første,
hvortil de ogsaa synes oprindeligt bestemte.
Det er troligt nok, at def allerede i det 16de Aarhundrede har
været betydelig Forskel i de forskellige Landskaber paa Maaden
at danse Parret ud af de ugiftes og ind i de giftes Lag. Siden har
Forskellene naturligvis spaltet sig yderligere. Men undersøger vi
de til vore Dage bevarede Udløbere i al deres brogede Blanding
og jævnfører dem med Fortids Forhold, saa samler de sig
naturligt i to bestemte Grupper.
I den af disse, der bærer Præget af den største Ælde, spiller
Brudesengen Hovedrollen. Det gjaldt da for de gifte om at
faa – paa iøvrigt meget forskellige Maader – trods de ugiftes
Modstand Parret i Seng, hvor saa Brudekronen aftoges og
ombyttedes med en Konehue, medens Bruden tog Varsel om, hvem
der skulde blive den næste Brud, ved i Blinde at prøve
Kronen paa Brudepigernes Hoved. Efter dette Optrin kunde Parret
godt vende tilbage igen og deltage i den sædvanlige Dans indtil
Sengetid.
Hvad der giver denne Gruppe sit Præg af Ælde er den
troskyldige Maade, hvorpaa Sengen betegnes som det afgørende, i
god Overensstemmelse endnu med det 16de Aarhundredes Skik,
hvor en Brudeseng jo ofte stod i Festsalen, og i Samklang med
de gamle Folkevisers samstemmende Vidnesbyrd om, at
Brudekronen først burde aftages i Sengen. Som det f. Eks. hedder i
Visen om "det tvungne Samtykke":
De løfted hende udi Brudeseng,
Tog af hende Guldkronen rød.
Hun bad saa inderlig Jesus,
Hun maatte en Jomfru dø[1].
Eller som det samme i modsat Tonart udtrykkes i det 17de
Aarhundrede af Petter Dass i hans "Nordlands Trompet":
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
