Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XI Bog. Bryllup / 42 (1914-1915) Author: Tr. Fr. Troels-Lund Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Kirkelig Vielse

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Vand i Stranden, medens Menigheden stod paa Kirkegaarden og
ventede, saa faldt dog Uret først i Slag, og Klokkerne ringede
først til Tjeneste, naar Brudetoget var i Sigte.

Denne snedige Maade at omgaa al Skyld paa synes samtidigt
paa mange forskellige Maader at være falden en vanartet Slægt i
Sinde. Næppe havde Taarnurene ret afløst Solskiverne, førend
ogsaa dette Misbrug sporedes baade i Danmark og i Tyskland.
Datiden ejede intet sikkert Middel til at eftervise det. Man
kunde vel som Christian den Fjerde lade "Klokkestilleren"
paa Frederiksborg staa seks Timer i den "spanske Tønde" (Fig. 7),
fordi han glemte at ringe, den Tid Klokken var fem[1]. Men naar Sejerværket
selv nægtede, at Klokken var halvgaaen otte, saa var Klokkeren
ogsaa brødefri, naar han endnu ikke ringede. I større Byer kunde vel nogen
Sammenligning med andre Ure finde Sted, og her maatte derfor
handles med en vis Varsomhed, i hvor vel Urenes slette Gang
altid indrømmede den "virkelige" Tid en betydelig Frispas. Men
paa Landet og i de fleste Købstæder var Klokkeren eneraadig.
Af ham afhang det, om Viserne skulde skridte eller trave, og
ingen kunde afgøre, om han i den graa Morgen havde sagt: Prr!


Fig. 7. I spansk Tønde.

Saa meget des stærkere var Truslerne, hvormed man søgte at
skræmme ham fra sligt. Han maatte sværge paa ikke at ville
indlade sig paa saadan Svig[2]; understod han sig at stille Uret galt for
et Brudepar, gjaldt det Tjenestens Fortabelse[3]. I Tyskland
straffedes med Fængsel og med Bøder[4]. Rimeligst var forsaavidt
Ordningen i Stralsund, hvor baade Klokkeren og den, der havde
anmodet ham om at stille Uret, begge straffedes med lige Bøder
[5].

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>