- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XI Bog. Bryllup /
12

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Brudgom og Brud „tales ud“

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

høre, "hvordan det led med Brudefærden". Derpaa kom
Brudgommen med sin Fader paa venstre, og Præsten paa den højre
Side, efter dem hele det lange Mands-Følge to og to, og sluttelig
Brudgommens Moder og ugifte Søstre eller hvilke andre
Kvinder, der fulgte med[1].

Naar Toget nærmede sig Bryllupsgaarden, red et Par af
Brudesvendene som Forridere i Galop forud for at spørge, om Bruden
var færdig, og om Brudgommen vilde være velkommen. Disse
Sendebud modtoges i Gaarden med Mad og Drikke og sprængte
kort efter tilbage med Hilsen fra Bruden og Budskab om, at alt
var rede, og alle skulde være velkomne. Hvor ældgammel og
indgroet denne Skik er, kan sluttes af, at den endnu følges lige
troligt i Mellemsverige og paa den Lüneburgske Hede[2]. Det er
kun rene Smaa-Afvigelser, svarende til forskelligt Folkepræg,
der i Aarhundredernes Løb har vidst at trænge sig ind. Med tysk
Grundighed nøjes man mod Syd ikke med Svar af andre, men
forlanger Bruden personlig i Tale. I Sverige har man søgt at
forstærke Ømhedsgraderne ved at svare første Bud, at Brudgommen
skal være Bruden "välkommen", andet Bud: "möcke välkommen",
tredje Bud: "så möcke, möcke välkommen".

Jo nærmere man kom, des hyppigere sprængte Brudesvendene
frem og tilbage paa de dampende Heste, indtil endelig hele Toget
svingede ind i Bryllupsgaarden. I Sverige og Norge var denne
den Gang som nu og vel for Aartusinder siden prydet med
Granbuske paa Grinder og Gavle for at skræmme Vætterne bort[3].
Men overalt i Norden i det 16de Aarhundrede, det være sig nu
under Tag af Straa, Tegl eller Kobber, tittede fra en eller anden
solbrændt lille Rude, fra en Glug eller selv blot gennem en
Sprække, kort, hvor man mindst anede det, et nysgerrigt
blussende Ansigt Toget i Møde. Det var Bruden, der spejdede efter
sin Brudgom. Thi derom var der ingen Tvivl, at lykkedes det
hende paa denne Dag useet først at faa ham i Sigte, vilde hun
være den af de to, der fik Magten inden Døre[4].

Magten var sød, men den maatte hvile paa Velstand. Ogsaa
den var der imidlertid sørget for. Det fik hun Mindelse om, naar
hun efter endt Synsforretning ilede ned i Storstuen. Thi det faldt
ubekvemt at træde til paa den ene Fod, hvor Pengene laa langs
Hosesømmen, og Skoen derfor klemte. Dog sligt var kun


[1] G. Gaslander: Beskr. om Swenska
Allmogens Seder. (Sthlm. 1774.) S. 13. -- Joh. Sundblad:
Gammaldags bruk. (Göteborg 1881.) S. 79-80.
[2]
For Sveriges Vedkommende de ovenanførte Skrifter. For Lyneborgs
Theod. Colshorn: Hochzeitgebräuche aus dem Lüneburgischen.
Weim. Jahrbüch. III, 371.
[3]
Hyltén-Cavallius: Wärend och Wirdarne I, 299.
[4]
Endnu almindelig Folketro i Skandinavien, England og Tyskland.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:02:46 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dagligt/11/0014.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free