Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 5. Hvor stod Brylluppet?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
f. Eks. havde man ved Aarhundredets Slutning seks Skabe fulde
af "Byens Tin" som det kaldtes, og stadigt anskaffedes der nyt.
Aar 1604 blev der f. Eks. købt af nyt i England 60 Tinfade, 200
Tintallerkener og 60 Saltfade, og samtidigt lavedes deri Byen
selv 16 Par Lysestager til Raadhusets Behov. Ribe Raadhus
besad ikke blot en god Forsyning af Tintøj – heriblandt, hvad der
dengang var en Sjældenhed: Kopper, "19 Tinkopper, onde og
gode" – men tillige alt tilsvarende i Træ, og endda i to Arter,
det simplere, hvide, og det fine, røde, hollandske Trætøj. Alle
Slags Smag kunde altsaa tilfredsstilles, eller maaske snarere
Bordet kunde samtidigt dækkes i Salen med Tin for de egentlige
Gæster, og andetsteds for Følget med Træ[1].
Alle disse Genstande, som Raadhuset saaledes ejede, stod Fare
for let atter at komme ud af Huset. Den simpleste Maade,
hvorpaa dette kunde ske, var, naar mod Festens Slutning Bægre,
Saltkar og Tallerkener anvendtes som Kastevaaben. Saalænge
Selskabet kun sigtede efter hinanden indbyrdes, var sligt jo blot
en Form for selskabelig Munterhed. Men værre blev det, naar
man tog Sigte efter Vinduesruderne, og Tintøjet dusinvis fløj i
det Frie. For at sikre sig mod denne Sværmen og dens Følger
var det et staaende Forlangende, at den, der "gjorde Kosten",
skulde aflevere Salen med rette Tal af Tintøj, Bænkeben og
Ruder. Hvis man tør slutte fra Bestemmelser, tagne i Randers
1609, har det vistnok undertiden faldet svært efter Gildet at
komme til Rette om Tallet; man vedtog derfor her, at enhver
Bryllupskost paa Raadhuset skulde begynde med, at Skafferen
talte Ruderne[2].
I Helsingørs Regnskaber var det en ofte
tilbagevendende Udgiftspost: "For at færdige Vinduerne paa Raadhuset
til den og dens Bryllup".
En farligere Maade at miste Raadhusets Bordtøj paa var dog,
naar det ikke gik gennem Vinduerne, men ganske roligt ad
Døren ud af Huset og derpaa enten ved Skødesløshed eller ligefrem
Svig blev borte med det samme. For at sikre sig herimod tog
man baade i Ribe og Helsingør – og vel andetsteds ogsaa –
omtrent paa samme Tid samme Forsigtighedsregel. Man
indgravérede Byens Vaaben og Navn i alt Tintøjet og indbrændte
det i Træsagerne. Saaledes mærkede kunde de indfanges paany
Ja, hvad mere var, man kunde nu gøre sig en Ekstrafortjeneste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
