- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / I Bog. Om Kulturhistorie. - Land og Folk /
156

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Invandring

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

og Nætter; Jublen omkring Baalet, naar Byttet slagtedes, og Sulten
blev tifold stillet; de vilde Danse, Kampen med Fægterstave mellem
berusede Mænd – hvad var det eller kunde være andet end blot en Sum
af Billeder, ætsede ind i Sjælen, men uden indre Forbindelse, uden
virkelig Udvikling!

Og dog vilde man meget fejle ved at blive staaende herved. Disse
brogede Billeder var baarne og forbundne af mere end den blotte
Livstraad. To Hovedaarer lader sig paavise i Taternes Bevidsthed,
der paa engang fremkaldte og sammenknyttede deres øvrige Tankesæt.
Det var deres Kærlighed til Naturen og deres Troskab mod Stammen.
Selv i deres Velmagtsdage havde de aldrig villet sove under Tag.
At strejfe om i det Fri uden Maal og Med, men i inderligt Samliv
med Naturen, det var deres dybeste Trang. Det var indisk Hensynken,
parret med evropæisk Rastløshed. Troskaben mod Stammen ytrede sig
udadtil i den fortsatte Kamp mod Undertrykkerne. Alle disse
Bedragerier, Indbrud og uhyggelige Voldsgerninger, det var for dem
ikke Forbrydelser, men ligesaa mange Bedrifter, ikke alene Nødværge,
men berømmelig Færd til Værn om det rette og sande.

Men indadtil i deres eget Samfund aabenbarede Troskaben sig i
renere og ædlere Former. Ikke blot hang Mødrene ved deres Børn
med en Kærlighed, for hvilken intet Offer var for stort; men
ogsaa Forholdet mellem Mand og Hustru var præget deraf.
Forfølgerne havde kun Øje for de unge Kvinders letfærdige Danse
og mærkede først senere, at de under disse var blevne bestjaalne
af de gamle. Mellem Taterne selv var Ægteskabet helligt. Ve den
Tater, Mand eller Kvinde, der sveg sin Ægtefælle. Udstødelse af
Folket var den uundgaaelige Straf. Endnu den Dag i Dag er de
engelske Tateres Hud ligesaa mørkebrun, som da de for 300 Aar
siden kom ind i Landet, et umiskendeligt Vidnesbyrd om, at deres
Kvinder ikke har ladet sig lokke af den hvide Befolkning.
[1]
Smukkere endnu ytrede Troskaben sig mellem de gamle. Man har
mange Eksempler paa, at alderstegne Ægtefæller har baaret hinanden
Aar ud og Aar ind paa de endeløse Vandringer, og naar Forsørgeren
døde, overtog Stammen Pligten. Paa dette Punkt antog Selvopofrelsen
stundom en af sine yderligste Former. Fra alle Lande og ikke mindst
her fra Norden meldes om, hvorledes gamle, for at lette deres Følge
for Byrden, frivilligt er gaaede i


[1] Eilert Sundt: Fante- eller Landstrygerfolket i Norge S. 118-23.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 18:59:52 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dagligt/1/0208.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free