Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Invandring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det synes, som om der ved Slutningen af Frederik den Andens
Regering er indtraadt om ikke en blidere Stemning imod Taterne,
saa dog en vis praktisk Anerkendelse af, at de nu engang var her
i Landet, og som Mennesker vel maatte kunne bruges til noget.
Der er en umiskendelig Tilbøjelighed til at stille dem i Klasse
med blotte Tiggere og Løsgængere i de to sidste Breve, som
Frederik den Anden lod udgaa om dem. I det første (af 1574)
befaler han Peder Oxe at udsende Profossen for at fange alle de
Tatere, der findes paa Sjælland. De skal derpaa føres til
København og tvinges til at arbejde i Holmens Smedje eller paa
en Gallej, der er under Bygning.[1] Mildere endnu er
Indholdet af det andet Brev af 1584, hvorved Taterne for første
Gang højtideligt udvistes af Norge. Det hedder heri, at saafremt
de vender tilbage igen, skal Lensmanden lade dem smede i Jærn og
arbejde et Aar igennem eller kortere, men derpaa løslade dem og
udvise dem paany.[2]
I intet af disse Breve er der
længere Tale om at dræbe dem som fredløse, skadelige Dyr; man
vil hindre deres Omstrejfen, men erkender, at de er Mennesker.
Dette begyndende Omslag fik imidlertid en brat Ende ved Frederik
den Andens Død. Allerede Aaret efter skred Formynderregeringen
paany til voldsomme Forholdsregler og paabød igen den gamle
Livsstraf. Ved en Forordning af 1589, der omfattede baade Danmark
og Norge,[3]
befaledes det Lensmændene at fange Taterne
i Lenet, fratage dem deres Ejendele, dræbe Anførerne uden al Naade
og gøre ligesaa ved hele Følget, Mænd og Kvinder, hvis de ikke
forlod Landet, efter at de var udviste. Fogderne skulde under
deres Gaardes Fortabelse angive, hvor Taterne fandtes, og haarde
Straffe truede enhver, der husede dem, om det saa kun var én Nat,
og den Færgemand eller Skipper, der understod sig at tage dem
ombord. Dette var det 16de Aarhundredes sidste Ord til Taterne.
Kampen paa Liv og Død var erklæret paany, og et Aarhundrede
igennem vedblev Dødsstraffen endnu at true enhver Tater, der
faldt i Øvrighedens Hænder.[4]
Ved Siden af denne verdslige Form for Forfølgelse gik der en
gejstlig, der efter Datidens Opfattelse maatte ramme Taterne langt
haardere ikke blot for Tid, men for Evighed. Som bekendt var
Taterne i Begyndelsen optraadt som kristne Pilgrimme. Og selv
efter at dette Opspind havde tabt sin bedaarende Magt, vedblev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
