Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / I Bog. Om Kulturhistorie. - Land og Folk / 93 (1914-1915) Author: Tr. Fr. Troels-Lund Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norges Dyreliv

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

for mindre vel behandlet end det danske. Medens saltet Vildbrad
ellers betragtedes som en finere Ret, der ikke til Hverdag vankede
i Borgestuen, ser vi Frederik den Anden underholde Arbejdsfolkene
ved Frederiksborg Slot med saltet Vildbrad fra Bergenhus.[1]


Fig. 86. En Los.

Om Natten begyndte et ganske eget Liv at røre sig i Skovene, naar
Lossen (Fig. 96) med sine funklende Øjne sneg sig ud efter Storvildt,
naar Maaren steg til Vejrs efter Egern (Fig. 97) eller milevidt
gennemtravede sit Jagtdistrikt, og den lille vævre Hermelin (Fig. 98)
jog, hvad der faldt for, fra Harer til Skovmus (Fig. 99). Lossen var
den mest glubende af dem. Den ihjelbed alt, hvad den traf, men nøjedes
selv med at suge nogle Drag af Nakkens eller Halsens varme Blod og
fortære Indvoldene. Resten fik ligge til hvem, der gad have det
(Fig. 100). Nattens Tid var deres, saalænge var de Eneherrer i Skoven.
Selv den store Tjurfugl (Fig. 102) maatte lade sit Liv, naar den
skrattende fløj op, omklamret af Maaren. Men Dagen hævnede Nattens
Uret, om end blot med ny Vold. Naar Nattens Sejrherrer lyssky krøb
sammen i Trætoppe og Huler, kom en anden Fjende efter dem, Mennesket,
for at berøve dem deres Skind. Det var egentlig kun Lossen, der

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>